259
De begyndte straks at gaa og fulgte Raadet, men det varede ikke længe, førend de igen stod tøvende foran en bred Revne.
Igen hørte de Gæssene skrige over deres Hoveder, og i deres Gækken kunde de skelne nogle Ord: „Bliv hvor I er! Bliv hvor I er! Bliv hvor I er!”
Børnene sagde ikke et Ord til hinanden om det, de hørte, men de lystrede og stod stille. Lidt efter gled Isstykkerne sammen, saa de kunde komme over Revnen. Saa tog de igen hinanden i Haanden og løb. De var angst, ikke alene for Faren, men ogsaa for den Hjælp, de fik.
Snart stod de igen stille og betænkte sig, men øjeblikkelig hørte de en Stemme oppe fra Luften: „Lige frem! Lige frem! Lige frem!” sagde Stemmen.
Saadan blev det ved at gaa omtrent en halv Timestid, men da havde de naaet den lange Lungersodde og kunde forlade Isen og vade i Land. Det var tydeligt at se, hvor bange de havde været, for da de var kommen op paa Land, blev de ikke engang staaende for at se paa Søen, hvor Bølgerne nu tumlede voldsommere og voldsommere med Isblokkene, men skyndte sig blot videre. Men da de var kommen et Stykke op paa Odden, stod Aase pludselig stille. „Vent lidt, lille Mads,” sagde hun, „der er noget, jeg har glemt.“
Aase Gaasepige gik igen ned til Søen. Der gav hun sig til at rode i sin Pose og halede omsider en lille Træsko op; den stillede hun paa en Sten, hvor man ganske tydelig kunde se den. Saa gik hun tilbage til Mads uden at vende sig om en eneste Gang.
Men aldrig saasnart vendte hun Ryggen til, før en stor hvid Gaas slog ned fra Luften som et Lyn, snappede Træskoen og med samme Fart skød opad igen.
