Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/267

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

261

vidste jo, at Fellingsbro er et af de største og rigeste Sogne paa Egnen.

„Hvor skulde jeg holde ud at bo paa saadan en Slette?“ sagde den gamle og gjorde en afvisende Haandbevægelse, som om det var noget helt utænkeligt. Og saa begyndte de i al Venskabelighed at strides om, hvor i Vestmanland der var bedst at bo. Den ene af Plovkørerne var født i Fellingsbro, og han talte godt om Sletten, men den anden var fra Vesteraasegnen, og han syntes, at Mälarens Bredder med deres skovbevoksede Øer og smukke Odder var den bedste Del af Egnen. Den gamle vilde alligevel ikke lade sig overbevise, og for at gøre det indlysende for dem, at han havde Ret, bad han, om han maatte fortælle dem en Historie, som han i sine unge Dage havde hørt af gamle Folk:

„Her i Vestmanland boede der langt tilbage i Tiden en gammel Kvinde af Jætteslægt; hun var saa rig, at hun ejede hele Egnen. Hun havde alt, hvad hendes Hjerte kunde begære, naturligvis, men alligevel levede hun i stor Bekymring, for hun vidste ikke, hvordan hun skulde dele sin Ejendom mellem sine tre Sønner.

Sagen var, at de to ældste Sønner brød hun sig ikke saa meget om, men den yngste var hendes Øjesten. Hun undte ham den bedste Arvelod, men paa samme Tid var hun bange for, at der skulde blive Ufred mellem ham og hans Brødre, dersom de opdagede, at hun ikke havde delt lige imellem dem.

Naa, en Dag følte hun, at hun var Døden saa nær, at hun ikke havde Tid til at betænke sig længer. Da kaldte hun alle sine tre Sønner til sig og gav sig til at tale med dem om Arven.

„Nu har jeg delt hele min Ejendom i tre Lodder, som I kommer til at vælge imellem,” sagde hun. „Til den ene Lod har jeg lagt alle mine Egebakker og skovbevoksede Øer og blomstrende Enge, og dem har jeg samlet nede omkring Mälaren. Den, der vælger den Lod, faar god Græsning til Faar og Køer paa Strandengene, og paa Øerne kan han faa Løv til Vinterfoder, hvis han ikke vil drive Havebrug der. En Mængde Vige og Bugter skærer sig ind i Landet, saa der er god Lejlighed til Fragtfart og al Slags Samfærdsel. Hvor Aaerne løber ud i Søen, faar han gode Havnepladser, saa jeg tror, der vil rejse sig baade Byer og Landsbyer paa hans Enemærker. Og heller ikke vil han komme til at mangle Agerland, skønt Landet ligger saa spredt. Det er kun godt,