274
en Bold. „Nu ved jeg, hvordan en stakkels, lille Mus har det, naar den er kommen i Kattens Kløer,” tænkte Drengen.
Han prøvede flere Gange at undslippe. Han løb langt ind i den gamle Grubegang, skjulte sig bag Stenene og klatrede op i Birkene, men Bjørneungerne fandt ham, hvor han saa gemte sig. Saasnart de havde fanget ham, slap de ham løs, for at han igen skulde løbe fra dem, saa de kunde have den Fornøjelse at fange ham paany.
Tilsidst blev Drengen saa træt og saa led og ked af det hele, at han kastede sig ned paa Jorden. „Løb, løb,” knurrede Bjørneungerne, „ellers æder vi dig!” — „Ja, Værsgod,” sagde Drengen, „jeg kan ikke holde ud at løbe mer.” Straks styrtede de to Unger hen til Hunbjørnen. „Bjørnemor, Bjørnemor! han vil ikke lege mere,“ klagede de. — „Ja, saa tag ham, og del ham lige imellem jer,” sagde Bjørnemor. Men da Drengen hørte det, blev han saa bange, at han straks gav sig til at lege igen.
Da det blev Sengetid, og Hunbjørnen kaldte paa Ungerne, for at de skulde krybe tæt ind til hende og lægge sig til at sove, havde de moret sig saa dejligt, at de vilde lege den samme Leg næste Dag. De tog Drengen imellem sig og lagde Labberne over ham, saa han ikke kunde røre sig, uden at de vaagnede. De faldt straks i Søvn, og Drengen tænkte, at om lidt vilde han prøve at liste sig bort. Men aldrig i hele hans Liv var der blevet kastet og trillet og jaget og snurret saadan med ham, og han var saa dødsenstræt, at han ogsaa faldt i Søvn.
Lidt efter kom Bjørnefar klatrende ned ad Klippevæggen. Drengen vaagnede ved, at han rev Stene og Grus løs, idet han lod sig glide ned i den gamle Grube. Drengen turde jo knap røre sig, men han vendte og drejede sig saadan, at han kunde se Bjørnen. Det var en vældig stor og sværlemmet Hanbjørn med mægtige Labber, store, skinnende hvide Hjørnetænder og smaa, ondskabsfulde Øjne. Drengen kunde ikke gøre for, at det løb ham koldt ned ad Ryggen, da han saa Skovens gamle Konge.
„Her lugter af Mennesker,” sagde Bjørnefar, ligesaa snart han kom hen til Bjørnemor, og brummede som et Tordenvejr.
„Hvor kan du falde paa saadanne Dumheder?” sagde Bjørnemor og blev ganske rolig liggende, hvor hun laa. „Det er jo en Aftale, at vi ikke mere skal gøre Menneskene Fortræd. Men kom der en af dem herned, hvor jeg og Ungerne holder
