23
melig stor Sø. Den var grim at se paa, for den var næsten helt dækket af en Isskorpe, der var snavset og ujævn og fuld af Revner og Huller, som Isen er om Foraaret. Isen havde nok ikke langt igen. Inde ved Land havde den allerede løsnet sig, og rundt om havde den et bredt Bælte af sort, blankt Vand. Men endnu laa den der og udbredte Kulde og vinterlig Uhygge omkring sig.
Paa den anden Side af Søen saa der ud til at være lyst og frit og bebygget, men der, hvor Gæssene havde slaaet sig ned, var der en stor Granplantage. Og det saa ud, som om Granskoven var i Stand til at holde paa Vinteren. Alle andre Steder var Jorden fri for Sne, men under de tætte Grangrene laa der Sne, som var smeltet og igen frosset, smeltet og frosset, saa den var haard som Is.
Drengen syntes, han var kommen til et Vildmarksland og et Vinterland, og han blev saa uhyggelig til Mode, at han gerne kunde have skreget højt.
Han var sulten. Han havde ikke faaet noget at spise hele Dagen. Men hvor skulde han faa Mad fra? Der vokser ikke noget spiseligt hverken paa Jorden eller paa Træerne i Marts Maaned.
Ja, hvor skulde han faa Mad fra, og hvem skulde give ham Tag over Hovedet, og hvem skulde rede hans Seng, og hvem skulde varme ham ved sin Ild, og hvem skulde beskytte ham mod de vilde Dyr?
For nu var Solen borte, og Kulden steg op fra Søen, og Mørket sænkede sig ned fra Himlen, og Angsten kom listende i Skumringens Spor, og i Skoven begyndte det at pusle og rasle.
Nu var det forbi med det friske Mod, som Drengen havde haft, mens han var oppe i Luften, og i sin Ængstelse saa han sig om efter sine Rejsekammerater. Han havde jo ingen andre at holde sig til.
Da opdagede han, at Gasen havde det endnu værre end han. Han var bleven liggende paa samme Sted, hvor han var dalet ned, og det saa ud, som om han var ved at dø. Halsen laa slap henad Jorden, Øjnene var lukkede, og hans Aandedrag var kun som en svag Gispen.
„Kære Morten Gase,” sagde Drengen, „du maa prøve at faa dig en Drik Vand! Der er ikke to Skridt ned til Søen.”
Men Gasen rørte sig ikke.
Drengen havde jo før været haard imod alle Dyr, ogsaa
