XXVIII.
DALELVEN.
Fredag 29. April.
Den Dag fik Niels Holgersen det sydlige Dalarna at se. Vildgæssene styrede deres Flugt over Grängesbergs vældige Grubefelt, over de store Anlæg ved Ludvika, over Ulvshyttens Jernværk og Grängshammars gamle, nedlagte Værk helt op til Stora Tunas Sletter og Dalelven. Da Niels ved Begyndelsen af Turen saa Fabriksskorstene stikke op bag hver en Aas, syntes han, at det hele var som i Vestmanland, men da han kom til den store Elv, fik han noget nyt at se paa. Det var den første rigtige Flod, Drengen saa', og det betog ham stærkt at se denne store, brede Vandmasse komme glidende gennem Landet.
Da Vildgæssene havde naaet Torsångs Flydebro, vendte de og fløj mod Nordvest langs med Elven, som om de vilde bruge den til Vejviser. Drengen sad og saa ned paa Bredderne, hvor der en lang Strækning laa den ene Bygning ved Siden af den anden. Han saa de store Fald ved Domnarfvet og Kvarnsveden og de store Fabrikker, de havde at drive. Han saa Flydebroerne, der hvilede paa Elven, Færgerne, den havde at bære, Bjælkerne, som den førte afsted, Jernbanerne, der løb langs med den eller tværs over den, og det begyndte lidt efter lidt at gaa op for ham, hvad det var for et stort og mærkeligt Vand.
Elven slog en stor Bue mod Nord. Inde i Krumningen var der øde og folketomt, og Vildgæssene slog ned paa en Eng for at græsse. Drengen løb fra dem helt hen til Skrænten for at se paa Elven, der flød i et bredt Leje dybt nedenunder ham. En Landevej førte helt hen til Elven, og de rejsende blev sat over paa en Færge. Det var nyt for Niels, og det morede ham at se paa det, men pludselig blev han overfaldet af en forfær-
