Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/294

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

288

sig igennem Sandaase. Ogsaa om Efteraaret kunde den gøre et ordentligt Stykke Arbejde, naar Efteraarsregnen havde styrket den.

En skøn Dag, da Storaaen som sædvanlig havde travlt med at bane sig Vej, hørte den pludselig en Boblen og Brusen til højre for sig, langt borte i Skoven. Den gav sig til at lytte saa ivrigt, at den næsten stod stille. „Hvad i Alverden kan det være?“ sagde den.

Skoven, der stod rundt om den, kunde ikke lade være at gøre sig lidt lystig over den. „Du bilder dig nok ind, at du er ganske ene i hele Verden,” sagde den. „Men jeg kan fortælle dig, at den, du hører bruse, er ingen anden end Gröfvelaaen fra Gröfvelsøen. Den har lige gravet sig igennem en smuk Dal, og den kommer nok ligesaa tidlig ud til Havet som du.”

Men Storaaen havde sit eget Sind, og da den fik dette Svar, sagde den uden at betænke sig et Øjeblik: „Den Gröfvelaa er nok kun en lille Stakkel, der ikke kan hjælpe sig selv. Hils du den fra mig og sig, at Storaaen fra Vånsøen er paa Vej ud til Havet, og at jeg nok skal tage mig af den og hjælpe den frem, hvis den vil slaa Følge med mig.”

„Du er en skrap Fyr, saa lille du er”, sagde Skoven. „Jeg skal nok bringe Gröfvelaaen din Hilsen, men jeg er ikke vis paa, at den bliver glad for den!”

Men næste Dag stod Skoven der og skulde hilse fra Gröfvelaaen og sige, at den havde haft det saa svært, at den var glad ved at faa Hjælp, og den skulde nok komme og forene sig med Storaaen, saa snart den kunde.

Efter dette gik det selvfølgelig endnu flinkere for Storaaen, og det varede ikke længe, inden den havde arbejdet sig saa langt frem, at den fik Øje paa en lang, smal, smuk Sø, der laa og afspejlede Idreberget og Fjeldet Städjan.

„Hvad er nu dette for noget?“ sagde den, og atter var den lige ved at staa stille af Forbavselse. „Jeg har da ikke baaret mig saa dumt ad, at jeg igen er kommen tilbage til Vånsøen?“

Men Skoven, som var til Stede alle Vegne paa den Tid, svarede straks: „Nej, vist er du ikke kommen tilbage til Vånsøen. Denne Sø er Idresøen, der er bleven fyldt med Vand fra Sønderelven. Det er en dygtig Elv. Den er lige nu bleven færdig med at lave Søen, og nu er den i Færd med at skaffe sig Afløb fra den.”