Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/299

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

293

falde gode Ord om hinanden, saa synes jeg, at I ikke burde have noget imod at forene jer med hinanden og i Fællesskab bane jer Vej til Havet.“

Dette Forslag lod til at behage begge Floderne. Der var bare det i Vejen, at ingen vilde opgive sit eget Navn og antage den andens.

Det var lige ved, at det slet ikke var kommet til nogen Forening imellem dem, men saa fandt Skoven paa at foreslaa, at de skulde tage sig et nyt Navn, der ikke tilhørte nogen af dem.

Det gik de begge ind paa, og de tog saa Skoven til Navngiver. Den bestemte nu, at Storaaen skulde aflægge sit Navn og kalde sig Østre Dalelven, og Fuluelv skulde aflægge sit og kalde sig Vestre Dalelven, Naar de saa havde forenet sig, skulde de slet og ret hedde Dalelven.

Og nu, da de to Floder havde forenet sig, gav de sig til at skride frem med en Vælde, som intet kunde modstaa. De jævnede Jorden i Stora Tuna, saa den blev saa glat som en Gaardsplads. De styrtede nedad Faldet ved Kvarnsveden og Domnarfvet uden at betænke sig. Da de kom i Nærheden af Søen Runn, sugede de den til sig og tvang alle Vandløb i Omegnen til at forene sig med dem. Derpaa drog de østerud mod Havet uden synderlig Modstand og bredte sig ud som hele Søer. De vandt stor Ære og Anseelse ved Söderfors og ligesaa ved Ålvkarleby, og endelig naaede de ud til Havet.

Da de skulde til at styrte sig i Havet, kom de til at tænke paa deres lange Kappestrid og al den Møje og Besvær, de havde haft.

De følte sig nu trætte og gamle og kunde ikke begribe, hvor de i deres Ungdom havde kunnet være saa glade ved Kamp og Kappestrid. De spurgte sig selv, hvad Nytte alt dette i Grunden havde været til.

Men de fik intet Svar paa deres Spørgsmaal, for Skoven var bleven staaende højt oppe i Landet, og selv kunde de ikke vende tilbage i deres Leje og se, hvorledes Menneskene var trængt frem overalt, hvor de havde banet Vej, hvorledes Bygd paa Bygd var vokset op langs Østerdalelvens Søer og Vesterdalelvens Dale. Hvorledes der i hele Landskabet ikke fandtes andet end ensomme Skove og øde Fjelde undtagen der, hvor de i deres mægtige Kappestrid var skredet frem.“