Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/301

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

295

store, tunge Fabrikbygninger. Og paa den anden Side Gaderne, midt i den store Stenørken, ligger Faluns Grube med Grubespil og Kraner og Pumpeværker, med gammeldags Bygninger, der staar og hælder paa det undergravede Jordsmon, med sorte stejle Slakkebjerge og lange Rækker af Røstovne.

Bataki plejede nu aldrig at kaste et Blik paa den østlige Del af Byen og heller aldrig paa den smukke Sø Varpan. Men saa meget højere elskede han den vestlige Del og den lille Sø Tisken.

Ravnen elskede alt, hvad der var hemmelighedsfuldt, alt hvad der gav ham Lejlighed til at gruble og grunde og satte Tankerne i Bevægelse, og paa Byens sorte Side fandt han nok af det. Det havde saaledes været en stor Fornøjelse for ham at prøve paa at spekulere ud, hvorfor denne gamle, røde Træby ikke var brændt ligesom alle andre røde Træbyer i Landet. Ligeledes havde han spurgt sig selv, hvorlænge mon de hældende Huse paa Randen af Gruben kunde blive staaende. Han havde grundet over „Støten”, den vældige Aabning i Jorden midt paa Grubefeltet, og var fløjet helt ned til Bunden af den for at undersøge, hvordan dette uhyre, tomme Rum var opstaaet. Han var falden i Forundring over de høje Bunker af Slakker, der laa rundt om „Støten” og Grubebygningerne og omgav dem som Mure. Han havde søgt at udfinde, hvad den lille Signalklokke, der slaar et kort, uhyggeligt Klemteslag med bestemte Mellemrum hele Aaret rundt, havde at betyde, og først og sidst havde han spekuleret paa, hvordan der vel saa ud nede under Jorden, der hvor man i mange Hundrede Aar havde brudt Kobbermalm, og hvor Jorden var saa fuld af Gange som en Myretue. Da det omsider var lykkedes Bataki at komme nogenlunde til Klarhed over alt dette, svævede han hen over den uhyggelige Stenørken for at tænke over, hvorfor der ikke groede Græs mellem Kampestenene, eller ogsaa fløj han ned til Tisken. Denne Sø syntes han var den vidunderligste, han nogensinde havde set. Hvor kunde det være, at den var ganske uden Fisk, og at dens Vand undertiden, naar det var oprørt af Storm, blev ganske rødt? Det var saa meget underligere, som en stor Grubebæk, der faldt ud i Søen, havde skinnende gult Vand. Han spekulerede over Ruinerne af de ødelagte Bygninger, der endnu laa paa Bredden, og over den lille Gaard Tiskmøllen, der laa omgiven