318
men da Niels Holgersen saa Drengene og Pigerne deroppe fra, syntes han aldrig, han havde set saadan en Skare prægtige unge Mennesker. „Jeg tror ikke, der er finere Prinser og Prinsesser i Kongens Slot,” sagde han ved sig selv.
Det var ikke lidt Sne, der var faldet. I Rättvik dækkede den alle Marker, og Akka var ikke i Stand til at opdage et eneste Sted, hvor hun kunde slaa ned. Da betænkte hun sig ikke længe, men fløj sydpaa, ned imod Leksand.
I Leksand var, som sædvanlig om Foraaret, de fleste af de unge rejst ud at søge Arbejde. Der var næsten ikke andre hjemme i Landsbyen end de gamle, og da Vildgæssene kom flyvende, vandrede en lang Række gamle Kvinder gennem den statelige Birkeallé, der fører op til Kirken. De kom gaaende paa den hvide Jord mellem de hvidstammede Birke i snehvide Faareskindstrøjer, hvide Skindkjoler, gule eller sort- og hvidstribede Forklæder og hvide Hætter, der sluttede tæt om det hvide Haar.
„Kære Mor Akka,“ sagde Drengen, „flyv langsomt her, saa jeg kan se paa de gamle Folk!“ Det syntes vist Førergaasen var et rimeligt Forlangende, for hun lod sig dale saa dybt ned, hun turde, og fløj tre Gange frem og tilbage over Birkealleen. Det er ikke saa nemt at sige, hvordan det forholder sig i Virkeligheden, men Drengen syntes aldrig, han havde set gamle Kvinder se saa kloge og milde ud. „Disse gamle Kvinder ser ud, som om de havde Konger til Sønner og Dronninger til Døtre,” sagde Drengen ved sig selv.
Men i Leksand var der ikke bedre end i Rättvik. Der laa høj Sne overalt, og Akka saa ingen anden Udvej end at fortsætte sydpaa til Gagnef.
I Gagnef havde der den Dag været Begravelse før Kirketid. Ligtoget var kommet sent til Kirken, og bagefter var det trukket i Langdrag med Begravelsen. Da Vildgæssene kom flyvende, var endnu ikke alle gaaet ind i Kirken, men adskillige Kvinder gik endnu om paa Kirkegaarden og saa paa deres Grave. De havde grønne Liv paa med røde Ærmer, og paa Hovedet havde de kulørte Tørklæder med brogede Frynser.
„Kære Mor Akka, flyv langsomt her, saa jeg kan se paa Bønderkonerne!” sagde Drengen, og Vildgaasen syntes vist, det var et rimeligt Forlangende, for hun lod sig dale saa langt ned, som hun turde, og fløj tre Gange frem og tilbage over Kirkegaarden. Det er svært at sige, hvordan
