Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/327

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

321

Den steg meget langsomt, ret som den var uvillig til at gøre sine smukke Bredder Skade. Men da disse næsten alle Vegne er lave og svagt skraanende, varede det ikke længe, før Vandet var naaet mange Alen ind paa Land, og mere skulde der ikke til for at volde den største Forvirring.

Mälaren er noget for sig selv. Den bestaar af lutter snævre Fjorde, Vige og Sunde: ingen Steder breder den sig til store, stormpiskede Flader, det er, som om den kun var skabt til Fornøjelsesrejser og Lystsejladser og muntre Fisketure. Og den har saa mange skønne, træbevoksede Øer, Holme og Odder: ingen Steder viser den os nøgne, bare forblæste Bredder; det er, som om den aldrig havde tænkt sig, at de skulde bære andet end Lystslotte, Landsteder, Herregaarde og Forlystelsessteder. Men maaske det er, fordi den i Reglen viser sig saa mild og venlig, at der bliver saadant et Spektakel, naar den engang imellem om Foraaret lægger sit smilende Ansigt af og viser, at den for Alvor kan være farlig.

Da det nu lod til, den vilde lave Oversvømmelse, blev alle Baade og Pramme, der Vinteren igennem havde ligget trukket op paa Land, i største Hast tættede og tjærede for at kunne sættes i Søen saa hurtig som muligt. Vaskebroerne blev trukket op paa Land, og Broerne paa Landevejen blev udbedret. De Banevogtere, der havde Tilsyn med Jernbanestrækningerne langs Søen, gik uafbrudt frem og tilbage paa Banen og turde ikke sove hverken Nat eller Dag.

Bønder, der havde Hø eller tørt Løv opbevaret i Lader paa de lave Holme, skyndte sig at bringe det i Land. Fiskerne tog deres Ruser og Garn ind, for at de ikke skulde blive skyllet bort af Oversvømmelsen. Ved Færgestederne myldrede det med Rejsende: alle, der skulde ud eller hjem, vilde skynde sig, mens de endnu kunde være sikre paa, at Overfarten ikke var standset.

I Nærheden af Stockholm, hvor der paa Bredden ligger det ene Landsted ved Siden af det andet, var Travlheden størst. De fleste Villaer laa ganske vist saa højt oppe paa Land, at der ikke var nogen Fare for dem, men der var jo Baadebro og Badehus ved hver eneste Villa, og de maatte bringes i Sikkerhed.

Men det var ikke alene Menneskene, der blev urolige, da Mälaren begyndte at gaa over sine Bredder. Ænderne, der havde lagt deres Æg inde imellem Buskene paa Strand-