323
herhen for at spørge Akka, om hun vil komme ned til Hjälstaviken med Tommeltot.“
„Den Hilsen kan jeg jo nok bringe,” sagde Agar. „Men jeg begriber rigtignok ikke, hvordan det lille Pus skulde kunne hjælpe Svanerne.” — „Det gør jeg heller ikke,” sagde Mikkel. „Men han tager sig jo alle Slags Ting paa.” — „Det undrer mig ogsaa, at Dagklar sender sine Hilsener til Gæssene med en Ræv,” indvendte Agar. — „Du har ganske Ret i, at vi ellers er Fjender,” sagde Mikkel med blid Stemme. „Men naar Nøden er saa stor, maa man hjælpe hinanden. Alligevel maa du vist helst lade være at fortælle Akka, at du har faaet den Hilsen med en Ræv, for det er ikke frit for, at hun er noget mistænksom af sig.“
SVANERNE I HJÄLSTAVIKEN.
Det tryggeste Tilflugtssted for Svømmefugle ved hele Mälaren er Hjälstaviken, som er den inderste Del af Ekolsundsviken, der igen er en Udvidelse af Norra Björköfjorden, som er den næststørste af de lange Bugter, Mälaren sender ind i Uppland.
Hjälstaviken har flade Bredder, lavt Vand og en Mængde Siv ganske som Tåkern. Den er ikke nær saa stor som den berømte Fuglesø, men alligevel er den et godt Hjemsted for Fugle, fordi den har været fredlyst i mange Aar. Den er nemlig Tilholdssted for et stort Svanefolk, og Ejeren af den gamle Kongsgaard Ekolsund, der ligger i Nærheden, har forbudt al Jagt paa Bugten, for at Svanerne ikke skal blive forstyrret og skræmt.
Saasnart Akka havde faaet Bud om, at Svanefolket trængte til hendes Hjælp, skyndte hun sig afsted til Hjälstaviken. Hun naaede derhen med sin Flok en Aftenstund og saa' straks, at der var sket store Ulykker. De store Svanereder var revet løs og drev i den stærke Blæst ud over Bugten. Nogle var allerede faldet fra hinanden, et Par Stykker var væltede, og de Æg, der havde været i dem, laa og skinnede paa Bunden af Søen.
Da Akka slog ned i Vigen, var alle de Svaner, der boede der, samlede henne ved den østlige Bred, hvor de var bedst beskyttede imod Vinden. Skønt de havde lidt meget ved Oversvømmelsen, var de altfor stolte til at vise nogen Sorg. „Det er ikke værd at sørge,” sagde de. „Der
