326
deres klangfulde, stærke Stemmer. Det var ikke muligt at faa forklaret dem, at det var en tam Gase, der var fulgt med Vildgæssene.
„Det er vist Gaasekongen selv, der kommer,” spottede de.
„De er da mageløs uforskammede!”
„Det er ikke nogen Gaas, det er kun en tam And.”
Den store, hvide huskede Akkas Befaling ikke at bryde sig noget om det, hvad han saa fik at høre. Han tav ganske stille og svømmede saa hurtig han kunde, men lige meget hjalp det. Svanerne blev mere og mere nærgaaende. „Hvad er det for en Skruptudse, han har paa Ryggen?” spurgte en. „De tror nok ikke, vi kan se, det er en Skruptudse, fordi han er klædt paa som et Menneske.”
Svanerne, der før havde ligget i saadan en nydelig Orden, svømmede nu om imellem hverandre i den vildeste Forvirring. Alle trængte paa for at faa den hvide Vildgaas at se.
„Saadan en hvid Gase skulde da ialtfald skamme sig for at vise sig for os Svaner.“
„Han er saamænd ligesaa graa som de andre. Han har kun dyppet sig i en Mælkebøtte i en Bondegaard.“
Akka var netop naaet hen til Dagklar og skulde lige til at spørge ham, hvad hun kunde hjælpe ham med, da han blev opmærksom paa det Røre, der var blandt Svanefolket. „Hvad er der nu paa Færde? Har jeg ikke befalet, at de skal være høflige mod fremmede?” sagde han og saa misfornøjet ud.
Snefrid, Svanedronningen, svømmede hen for at holde Orden paa sit Folk, og Dagklar vendte sig igen til Akka. Da kom Snefrid tilbage og saa meget ophidset ud. „Kan du ikke faa dem til at tie?” raabte Svanekongen hende i Møde. — „Der er en hvid Vildgaas derhenne,” svarede Snefrid. „Det er dog virkelig skammeligt. Det undrer mig ikke, de er bleven vrede.” — „En hvid Vildgaas!” sagde Dagklar. „Det er for galt. Det eksisterer jo slet ikke. Du maa have set fejl!“
Trængslen omkring Morten Gase blev større og større. Akka og de andre Vildgæs prøvede at svømme hen til ham, men de blev puffet frem og tilbage og kunde ikke naa ham.
Den gamle Svanekonge, der var den stærkeste af dem alle, satte sig nu hurtig i Bevægelse, skød alle de andre til Side og banede sig Vej hen til den hvide. Men da han saa, at det virkelig var en hvid Gaas, der laa paa Vandet, blev han ligesaa vred som alle de andre. Han hvæsede af Arrigskab, gik lige
