330
stand for at udpønse, hvordan han skulde lokke ham ud. Pludselig stak Lænkehunden Hovedet ud og knurrede af ham. „Gaa din Vej! Ellers kommer jeg og tager dig.“ — „Jeg sidder her, saa længe jeg vil!” sagde Ræven. — „Gaa din Vej!” sagde Hunden endnu en Gang i en truende Tone. „Ellers har du i Nat jaget for sidste Gang.” Men Ræven grinte ham lige op i Øjnene og rørte sig ikke af Pletten. „Jeg ved jo, hvor langt din Lænke kan naa,“ sagde han. — „Jeg har advaret dig to Gange,” sagde Hunden og kom farende ud af Hundehuset. „Nu kan du tage Følgerne.”
I det samme kastede han sig med et langt Spring over Ræven og naaede ham uden mindste Vanskelighed, for han var løs. Drengen havde lukket hans Halsbaand op.
Der fulgte nogle Øjeblikkes Kamp, men den var snart endt. Hunden stod som Sejrherre, Ræven laa paa Jorden og vovede ikke at røre sig. „Ja, lig nu rolig!” sagde Hunden. „Ellers bider jeg dig ihjel.” Han tog Ræven i Nakken og slæbte ham ind i Hundehuset, og der kom Drengen med Lænken, gav ham Halsbaandet to Gange om Halsen og spændte det saa fast, at han var forsvarlig bunden. Og under det hele maatte Ræven ligge stille og vovede ikke at røre sig.
„Se saa, Mikkel Ræv, jeg haaber, du bliver en god Lænkehund,” sagde Niels, da han var færdig.
