Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/340

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

334

sagde Uppland, „for dem skylder jeg, at jeg nu har det, saa jeg kan klare mig.”

„Det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem,” vedblev det, „var at lede Dalelven ind i mit Land, og jeg indrettede det saadan, at den maatte gøre to store Fald: et ved Söderfors og et ved Älvkarleby. Syd for Elven, ved Dannemora, lagde jeg det Bjerg, som jeg havde faaet af Värmland, og da opdagede jeg, at Värmland ikke rigtig havde set efter, hvad det var, det gav fra sig, for Bjerget bestod af den bedste Jernmalm. Rundt om plantede jeg den Skov, jeg havde faaet af Østergötland, og da der nu paa samme Sted fandtes baade Malm og Skov til Kulbrænding og Vandkraft, saa var det jo givet, at der vilde blive rige Bjergværker.

Da jeg nu havde faaet det saa godt indrettet oppe mod Nord, stillede jeg de vestmanlandske Aase op, men jeg rakte og strakte dem, saa de naaede helt hen til Mälaren og dannede Odder og Øer, der klædte sig med Grønt og er skønne som Haver. Men de Fjorde, som Sörmland gav mig, trak jeg langt ind i Landet, saa det blev aabent for Skibe og kunde komme i Samkvem med Verden.

Da jeg havde det færdigt imod Nord og imod Syd, gik jeg over paa Østkysten, og nu samlede jeg alle de nøgne Skær og Stenbakker og Lyngheder og bare Marker, som I havde givet mig, og kastede dem ud i Havet. Og det blev til alle mine Holme og Øer, der har været mig til saa stor Nytte baade til Fiskeri og Skibsfart, og som jeg anser for min vigtigste Ejendom.

Saa havde jeg ikke andet tilovers af Gaverne end de Græstørv, jeg havde faaet af Skaane, og dem bredte jeg ud midt i Landet til den frugtbare Vaksalaslette. Og den dovne Aa, som jeg havde faaet af Vestergötland, den ledte jeg hen igennem Sletten, for at den skulde have god Forbindelse med Mälarfjordene.”

Nu forstod de andre Landskaber, hvordan det hele var gaaet til, og skønt de var lidt ærgerlige, kunde de ikke andet end finde, at Uppland havde gjort sine Sager godt. „Du har udrettet meget med smaa Midler,” sagde alle Landskaberne. „Du er rigtignok den klogeste og dygtigste af os.”

„Tak skal I have for det Ord!” sagde Uppland. „Naar I siger det, bliver det jo ogsaa mig, der faar Kongen og Hovedstaden hos mig.”