337
Saasnart han havde klædt sig paa og drukket Kaffe, satte han sig ved sit Skrivebord for at kaste et sidste Blik i sine Bøger. „Jeg tror for Resten, det er ganske overflødigt, saa godt forberedt som jeg er,” tænkte Studenten, „men det er vel bedst, jeg hænger i saa længe som muligt, saa jeg ikke har noget at bebrejde mig.”
Han havde ikke læst mere end et Øjeblik, før det bankede paa Døren, og en Student traadte ind til ham med en tyk Bog under Armen. Det var en Student af en hel anden Slags end han, der sad ved Skrivebordet. Han var undselig og forknyt og saa' forslidt og fattig ud. Det var en af dem, der forstod sig paa Bøger, men heller ikke paa nogetsomhelst andet. Det hed sig, at han var meget lærd, men han var saa sky og undselig, at han aldrig havde vovet sig op til en Tentamen. Alle troede, han vilde blive „Overligger”, det vil sige en, der bliver i Uppsala det ene Aar efter det andet og læser og læser, men aldrig bliver til noget.
Han korn nu for at bede Kammeraten- læse en Bog, han havde skrevet. Den var ikke trykt, men kun haandskreven. „Du vilde gøre mig en stor Tjeneste,” sagde han, „hvis du vilde kigge lidt paa dette her og sige mig, om det duer.”
Den Student, der havde Held med sig i alting, tænkte ved sig selv: „Er det ikke, som jeg siger, at mig kan alle godt lide? Her kommer nu ogsaa den Særling, der ikke har kunnet overvinde sig til at vise sit Arbejde til nogen andre, og beder mig om at bedømme det.“
Han lovede at læse Haandskriftet saa snart som muligt, og den anden lagde det paa Skrivebordet ved Siden af ham. „Du maa passe godt paa det,“ sagde han. „Jeg har arbejdet paa det i fem Aar, og skulde det blive borte, kan jeg ikke gøre det om.” — „Saa længe det er hos mig, skal det ikke komme noget til,” sagde Studenten, og dermed gik den fremmede.
Studenten trak den tykke Bog hen til sig. „Jeg gad nok vidst, hvad han der har siddet og lavet sammen,” sagde han. „Ja saa, Uppsala Bys Historie! Det lyder jo ikke saa galt!”
Nu elskede denne Student Uppsala over alle andre Steder, og han blev nysgerrig efter at læse, hvad den gamle Student havde skrevet om Byen. „Naar jeg tænker rigtig over det, kan jeg lige saa godt læse hans Historie med det samme,“ mumlede han. „Det kan jo dog ikke nytte noget at
