339
ikke, at han havde arbejdet paa Bogen i fem Aar og ikke havde Kræfter til at skrive den om? jeg ved ikke, hvordan jeg skal faa Mod til at fortælle ham, at den er borte.”
Han var saa betaget og ulykkelig over det, der var sket, at han ikke kunde holde sine Tanker samlede. Alle hans Kundskaber var som blæst bort. Han hørte ikke, hvad Professoren spurgte om, og anede ikke, hvad han selv svarede. Professoren blev helt forfærdet over en saadan Uvidenhed og kunde ikke andet end lade ham falde igennem.
Da Studenten kom ud paa Gaden igen, var han meget ulykkelig. „Nu gaar jeg Glip af min Plads,” tænkte han, „og det er den gamle Fyrs Skyld. Hvorfor skulde han ogsaa netop komme med sit Haandskrift idag? Men saadan gaar det, naar man er tjenstvillig.”
I det samme saa' Studenten den, han tænkte paa, komme sig i Møde. Han vilde ikke fortælle ham, at Haandskriftet var gaaet tabt, før han havde gjort Forsøg paa at faa det igen, og gjorde Mine til at gaa ham forbi uden at sige noget. Men den anden gik der saa bekymret og urolig og tænkte ikke paa andet, end hvad Studenten vilde sige om hans Bog, og da han saa ham skynde sig forbi med et uvenligt Nik, blev han grænseløs angst. Han greb fat i Studentens Arm og spurgte, om han havde læst noget i Bogen. „Jeg har været til Tentamen,” sagde Studenten og vilde hurtig gaa videre. Men den anden troede, han undgik ham for at blive fri for at sige, at han ikke syntes om Bogen. Han fik en Fornemmelse, som om hans Hjerte skulde briste ved Tanken om, at det Værk, han havde arbejdet paa i fem lange Aar, ikke duede noget, og han sagde til Studenten i sin store Sorg: „Husk paa, hvad jeg har sagt dig! Duer Bogen ikke, vil jeg ikke se den mere. Læs den saa hurtig, du kan, og sig mig, hvad du synes om den! Men duer den ikke, maa du gerne brænde den. Saa vil jeg ikke se den mere.”
Han gik hurtig sin Vej. Studenten saa efter ham, som om han vilde kalde ham tilbage, men han betænkte sig og gik hjem.
Der skyndte han sig at tage sit Hverdagstøj paa og løb saa ud at lede efter Haandskriftet. Han søgte i Gaderne, paa Torvene og i Anlæggene. Han gik ind i Gaardene, ja han vandrede endog helt ud paa Landet. Men han fandt ikke et eneste Blad.
