342
at slukke Lampen, der brændte paa Natbordet ved Siden af hans Seng.
VAARFESTEN.
Men nu vilde Tilfældet, at da Studenten lagde sig til at sove, stod der en lille Fyr med gule Skindbukser, grøn Vest og hvid Tophue paa Taget udenfor hans Kvistvindue og tænkte, at var han i hans Sted, som nu laa derinde i sin Seng, vilde han være meget lykkelig.
At Niels Holgersen, der for et Par Timer siden havde ligget og drevet i en Busk Kabbelejer ved Ekolsundsviken, nu var i Uppsala, det var Ravnen Batakis Skyld; det var ham, der havde lokket Niels med paa Eventyr.
Drengen selv havde mindst af alt drømt om dette. Han laa i Busken og stirrede op imod Himlen, da han saa Bataki komme flyvende oppe imellem de borttrækkende Skyer. Drengen vilde helst skjult sig for ham, men Bataki havde allerede set ham, og et Øjeblik efter stod han midt imellem Kabbelejerne og talte, som om han og Tommeltot var de bedste Venner.
Hvor mørk og højtidelig Bataki end saa ud, havde Niels dog lagt Mærke til, at han havde en Skælm i Øjet. Han havde en Fornemmelse af, at Ravnen var kommen for paa en eller anden Maade at gøre sig lystig over ham, og han havde besluttet ikke at bryde sig noget om, hvad han sagde.
Ravnen begyndte saa med at sige, at han jo nok syntes, han skyldte Tommeltot nogen Erstatning, fordi han ikke kunde fortælle ham, hvor Broderlodden var, og derfor kom han nu for at betro ham en anden Hemmelighed. Bataki vidste nemlig, hvordan en, der var bleven forvandlet saadan som han, kunde blive Menneske igen.
Ravnen havde ganske sikkert troet, at Drengen straks vilde bide paa Krogen, naar han kastede saadan en Madding ud. Men i Stedet svarede Niels meget afvisende, at han vidste, han kunde blive Menneske igen, naar han kunde bringe den hvide Gase i god Behold først op til Lapland og saa tilbage til Skaane.
„Du ved, det ikke er saa let at føre en Gase i god Behold gennem Landet,” sagde Bataki. „Det var ikke af Vejen, om du kendte een Udvej til, hvis denne skulde glippe for dig. Men bryder du dig ikke om at vide det, saa skal jeg nok
