344
gamle Dage har Kongen haft sit Sæde her, men nu er den Herlighed forbi.“
Drengen saa sig endnu engang om, og da lagde han først og fremmest Mærke til den store Domkirke, der laa og skinnede i Aftensolen med sine tre høje Spir, sine skønne Portaler og rigt prydede Mure. „Maaske det er en Biskop og hans Præster, der bor her?“ sagde han.
„Det er ikke saa daarligt gættet,” svarede Ravnen. „Her har engang boet Ærkebiskopper, der var lige saa mægtige som Konger, og endnu den Dag i Dag bor her en Ærkebiskop, men det er ikke ham, der regerer her nu.”
„Saa ved jeg ikke, hvad jeg skal finde paa,” sagde Drengen. — „Jo, det er Lærdommen, der bor og regerer her i Byen,” sagde Ravnen, „og de store Bygninger, du ser alle Vegne, er rejst til Ære for den og dens Folk.”
Det vilde Niels knap tro. „Kom du kun med, saa skal du se!“ sagde Ravnen, og saa fløj de hen og saa paa de store Huse. Flere Steder stod Vinduerne aabne. Drengen kunde kigge ind baade hist og her, og han saa, at Ravnen havde Ret.
Bataki viste ham det store Bibliotek, der var fuldt af Bøger fra Kælder til Loft. Han førte ham til den stolte Universitetsbygning og viste ham de prægtige Forelæsningssale. Han fløj forbi den gamle Bygning, der kaldtes Gustavianum, og gennem Vinduerne saa Drengen udstoppede Dyr. De fløj hen over de store Drivhuse med de mange fremmede Planter, og de kiggede ned paa Observatoriet, hvor den store Kikkert stod rettet op imod Himlen.
De svævede ogsaa forbi mange Vinduer og saa gamle Herrer med Briller paa Næsen; de sad og skrev eller læste i Stuer, hvor Væggene var dækkede af Bøger, og de fløj forbi Kvistkamre, hvor Studenterne laa saa lange de var paa deres Sofaer og svedte over tykke Bøger.
Omsider slog Ravnen ned paa et Tag. „Kan du nu se, det er sandt, hvad jeg sagde: det er Lærdommen, der er Herre her i Byen?” sagde han, og Drengen maatte indrømme, at han havde Ret. „Var jeg ikke en Ravn,” sagde Bataki videre, „men et Menneske som du, saa vilde jeg slaa mig ned her. Jeg vilde sidde Dag ud og Dag ind i saadan en Stue fuld af Bøger og lære alt, hvad der stod i dem. Kunde du ikke ogsaa have Lyst til det?” — „Nej, saa tror jeg hellere, jeg vilde rejse om med Vildgæssene,” svarede Drengen. —
