345
„Kunde du ikke have Lyst til at blive en af dem, der kan helbrede Sygdomme?” spurgte Ravnen. — „Aa jo, maaske.” „Kunde du ikke have Lyst til at blive en af dem, der ved alt, hvad der er sket i Verden, der taler alle Sprog og kan sige, hvad for Baner Sol og Maane og Stjerner gaar i over Himlen?” sagde Ravnen. — „Jo, det kunde jo være morsomt nok.” — „Kunde du ikke have Lyst til at lære at kende Forskel paa godt og ondt, Ret og Uret?” — „Det kunde være nyttigt nok,” sagde Drengen, „det har jeg mange Gange mærket.“ — „Og kunde du ikke have Lyst til at læse til Præst og prædike i Kirken derhjemme?“ — „Fader og Moder vilde blive gruelig glade, hvis jeg kunde naa saa vidt,“ svarede Drengen.
Paa den Maade gjorde Ravnen det begribeligt for Niels, at det var nogle lykkelige Mennesker, der kunde ligge i Uppsala og studere, men endnu havde Tommeltot da ikke ønsket at være en af dem.
Men saa traf det sig saadan, at den store Fest til Ære for Foraaret, som hvert Aar fejres i Uppsala, netop fandt Sted denne Aften. Den skulde egentlig været holdt den første Maj, men da skylregnede det, og Festen var bleven opsat til en anden Dag.
Og saaledes gik det til, at Niels Holgersen fik Studenterne at se, da de drog ud til Botanisk Have, hvor Festen skulde holdes. De kom gaaende i et stort, bredt Tog med hvide Huer paa Hovedet, og hele Gaden var som en mørk Flod fuld af hvide Aakander. Foran Toget bar de hvide Silkefaner broderede med Guld, og paa hele Marchen sang de Foraarssange. Men Niels syntes ikke, det var dem selv, der sang, men Sangen fulgte dem, svævende hen over deres Hoveder. For ham var det, som om det ikke var Studenterne, der sang for Foraaret, men som om Foraaret selv sad gemt et eller andet Sted og sang for Studenterne. Han havde aldrig tænkt sig, at Menneskesang kunde lyde saaledes. Det var som Sus i Grantoppe, som Klang af Staal, som vilde Svaners Sang ved Strandbredden.
Da Studenterne kom ind i Haven, hvor Plænerne var dækket af Foraarets første, fine, lysegrønne Græs, og Træernes Blade var lige ved at sprænge Knopperne, stillede de sig op foran en Talerstol, og en gammel Mand besteg denne og talte til dem.
Talerstolen var rejst paa Trappen udenfor de store Driv-
