346
huse, og Ravnen satte Drengen paa Drivhustaget. Der sad han i god Ro og saa og hørte. Den gamle Mand paa Talerstolen sagde, at det bedste i Livet var at være ung og tilbringe sine Ungdomsaar i Uppsala. Han talte om det gode, fredelige Arbejde ved Bogen og den rige, lyse Ungdomsglæde, der aldrig kunde nydes saadan som der i den store Kammeratkreds. Den ene Gang efter den anden kom han tilbage til at tale om den store Lykke, det var at leve mellem muntre, højsindede Kammerater. Det var det, der gjorde Arbejdet saa fornøjeligt og Sorgen saa let at glemme og Forhaabningerne saa lyse.
Drengen sad og saa ned paa studenterne, der stod i en Halvkreds omkring Talerstolen, og det begyndte at gaa op for ham, at det bedste af alt var at høre til deres Kreds. Det var en stor Ære og Lykke. Hver enkelt blev til noget mere, end han ellers vilde have været, naar han hørte til saadan en Skare.
Efter Talen blev der igen sunget, og efter Sangen fulgte nye Taler. Drengen havde aldrig tænkt sig eller forstaaet, at Ord kunde sættes saadan sammen, at de fik Magt til at røre og glæde og begejstre saadan som disse.
Niels havde set mest paa Studenterne, men han lagde dog Mærke til, at de ikke var de eneste i Haven. Der var ogsaa unge Piger i lyse Kjoler og line Foraarshatte og mange andre Folk. Men det gik dem, som det gik Drengen, det lod til, de var kommen der blot for at se paa Studenterne.
Engang imellem var der et Ophold imellem Talerne og Sangene, og da spredte Skarerne sig over hele Haven. Men snart stod en ny Taler paa Talerstolen, og straks flokkedes Tilhørerne igen om ham. Og saadan blev det ved, lige til Natten faldt paa.
Da det hele var forbi, trak Drengen Vejret dybt og gned sine Øjne, som naar man vaagner op af Søvne. Han havde været i et Land, som han aldrig før havde gæstet. Alle disse unge Mennesker, der var glade ved Livet og saa Fremtiden sejrsstolt i Møde, spredte Munterhed og Glæde omkring sig som en Smitte, og Drengen havde ligesaavel som de været inde i Glædens Rige. Men da Tonerne af den sidste Sang døde hen, følte Drengen, hvor trist hans eget Liv var, og han kunde efter dette næsten ikke overvinde sig til at vende tilbage til sine Rejsekammerater.
Ravnen havde siddet ved Siden af Drengen, og nu gav
