350
fløj sin Vej og kom snart tilbage med nogle Blade Papir. Saadan fløj han nu en hel Time frem og tilbage, ligesaa flittig som en Svale, naar den henter Ler til sin Rede, og bragte Drengen det ene Stykke Papir efter det andet. „Se saa, nu tror jeg næsten, du har faaet det altsammen,” sagde han tilsidst og satte sig forpustet paa Vinduesbrættet.
„Tak skal du have!” sagde Drengen. „Nu gaar jeg ind og taler med Studenten.” I det samme kastede Bataki et Blik ind i Værelset og saa Studenten staa og ordne og glatte Papirerne. „Du er da det største Fæ, jeg nogensinde har truffet paa,” foer Bataki løs paa Drengen. „Har du givet Studenten Haandskriftet? Saa kan du ligesaa godt spare dig at gaa ind til ham. Nu siger han aldrig mer, at han gerne vilde være i dit Sted.”
Drengen stod ogsaa og stirrede paa Studenten, der var saa glad, at han i bar Skjorte dansede rundt i sit lille Værelse, og saa vendte han sig til Ravnen. „Jeg forstaar nok, Bataki, at du vilde sætte mig paa Prøve,” sagde han. „Du troede nok, at saasnart jeg selv kunde faa det godt, vilde jeg lade Morten Gase klare sig, som han kunde, paa denne besværlige Rejse. Men da Studenten fortalte sin Historie, kom jeg til at tænke paa, hvor grimt det var at svigte en Kammerat, saa det vil jeg ikke gøre.”
Bataki kløede sig med Foden i Nakken og saa næsten flov ud. Han kunde ikke finde paa noget at sige, men fløj kun den lige Vej tilbage til Vildgæssene med Drengen.
