30
ten, og han havde nok Lyst til at vise dem, at et Menneske dog staar noget over alle andre Skabninger.
Han raabte den ene Gang efter den anden ad Hunden for at faa den til at slippe Byttet. „Sikken en Hund, der ikke skammer sig for at stjæle en hel Gaas!” sagde han. „Slip den straks, ellers kan du tro, jeg skal prygle dig. Slip den, siger jeg; ellers skal jeg fortælle din Herre, hvordan du opfører dig.”
Da Mikkel Ræv mærkede, at man tog ham for en Hund, der er bange for Prygl, fandt han det saa komisk, at han var nærved at tabe Gaasen. Mikkel var en stor Røver, der ikke lod sig nøje med at jage efter Mus og Jordrotter paa Markerne, men ogsaa vovede sig ind i Gaardene for at stjæle Høns og Gæs. Han vidste, at han var frygtet over hele Egnen. Noget saa taabeligt havde han ikke hørt, siden han var en lille Unge.
Men Drengen løb saadan, at han syntes, de tykke Bøgetræer gled baglæns forbi ham, og han vandt ind paa Mikkel. Tilsidst var han saa nær ved ham, at han fik fat i Halen. „Nu tager jeg alligevel Gaasen fra dig,” raabte han og holdt igen, saa meget han kunde. Men han var ikke stærk nok til at standse Mikkel. Ræven trak ham med sig, saa de visne Bøgeblade føg omkring ham.
Men nu lod det til, at Mikkel var kommen under Vejr med, hvor lidt farlig Forfølgeren var. Han stod stille, lagde Gaasen ned paa Jorden og satte Forpoterne paa den, for at den ikke. skulde flyve sin Vej. Han skulde lige til at bide Struben over, men han kunde ikke dy sig for først at drille Purken lidt. „Skynd dig nu hjem, og klag til Husbonden, for nu bider jeg Gaasen ihjel!” sagde han.
Hvem der blev forbavset, da han saa, hvad for en spids Næse, og hørte, hvad for en hæs og styg Stemme den Hund havde, som han havde forfulgt, det var Drengen. Men han blev nu ogsaa saa vred over, at Ræven gjorde Nar af ham, at han ikke tænkte paa at blive bange. Han tog et fastere Tag om Halen, stemmede Fødderne imod en Bøgerod, og i samme Øjeblik, som Ræven havde sit aabne Gab over Gaasens Strube, trak han til, alt, hvad han kunde. Mikkel blev saa overrasket, at han lod sig trække et Par Skridt baglæns, og Vildgaasen slap fri. Hun hævede sig med Besvær op i Luften. Hendes ene Vinge var saaret, saa hun knap kunde bruge den, og desuden kunde hun ingenting se i Skoven i den mørke Nat, men var saa hjælpeløs som en blind. Hun kunde derfor ikke hjælpe
