354
Drengen sad og saa ned paa de morsomme Villaer ved Søen, da Dunfin udstødte et Raab. „Nu ved jeg, hvor vi er! Derhenne ligger Byen, der svømmer paa Vandet.”
Da saa' Niels fremad, og lige straks opdagede han ikke andet end lyse Taager og Dampe, der bølgede henover Vandet. Men snart kunde han skimte høje Spir og hist og her et Hus med mange Vinduer. De dukkede op og blev borte igen, alt som Taagerne drev hid og did. Men han saa ingen Strandbred. Det syntes altsammen at hvile paa Vandet.
Da Drengen nærmede sig Byen, saa han ikke mere de morsomme Dukkestuer inde paa Land. I Stedet for var Bredderne bedækkede med sodede Fabrikbygninger. Bagved høje Plankeværker strakte der sig store Oplag af Kul og Brædder, og ved sorte, snavsede Broer laa klodsede Fragtdampere. Men over det hele bredte de skinnende, gennemsigtige Taager sig, og de gjorde, at alt saa' saa stort og vældigt og fremmed ud, at det næsten blev smukt.
Vildgæssene fløj forbi Fabrikker og Fragtdampere og nærmede sig de taageomhyllede Spir. Da sank pludselig alle Taager ned mod Vandet paa nær nogle lette, tynde, fint lyserøde og lyseblaa, der svævede over deres Hoveder. De andre laa og bølgede henover Land og Vand. De skjulte helt Husenes Grundvold og nederste Del, mens man tydelig saa de øverste Etager, Tage, Taarne, Gavle og Frontespicer. Nogle Huse blev derved saa høje, at man kom til at tænke paa Babelstaarnet. Drengen kunde jo nok begribe, at de var byggede paa Høje og Bakkedrag, men dem saa han ikke, han saa kun Husene, der svævede ovenover Taagerne. Taagerne var skinnende hvide, og Husene laa sorte og mørke, thi Solen stod i Øst og skinnede ikke paa dem.
Niels forstod, at han fløj hen over en stor By, for alle Vegne saa han Tage og Spir hæve sig op af Taagen. Undertiden fremkom der en Aabning i de bølgende Taager, og han saa ned i en rindende, brusende Strøm, men Land kunde han ingen Steder faa Øje paa. Det var altsammen smukt at se, men han følte sig næsten beklemt, som man gør, naar man møder Ting, man ikke forstaar.
Saasnart han havde Byen bag sig, var Jorden ikke længer skjult af Taager, men man kunde igen tydelig skelne Strandbred, Vand og Øer. Han vendte sig da om for om muligt at faa Byen bedre at se, men det lykkedes ham ikke. Nu saa den endnu mere trolddomsagtig ud. Nu farvede Solskinnet Taager-
