355
ne, saa de kom svævende ganske fint lyserøde, blaa og gule. Husene var saa hvide, som om de var byggede af Lys, men Vinduer og Spir blinkede som Ild. Og det flød altsammen paa Vandet ligesom før.
Vildgæssene fløj stik imod Øst. I Begyndelsen saa der næsten ud som ved Mälaren. Først fløj de hen over Fabrikker og Værksteder. Saa var der igen Villaer langs Kysten. Der vrimlede af Dampskibe og Sejlbaade, men nu kom de østfra og gik mod Vest ind til Byen.
De fløj videre, og i Stedet for de smalle Mälarfjorde og de smaa Øer strakte der sig en videre Vandflade og større Øer under dem. Fastlandet veg tilbage, snart var der ikke mere at se. Plantevæksten blev sparsommere, Løvtræerne sjældnere, Fyrretræerne tog Magten. Villaerne ophørte, og i Stedet saa man Bønderhuse og Fiskerhytter.
Endnu længere fløj de, og nu var der ikke flere af de store, beboede Øer, kun en Uendelighed af smaa Skær var strøet ud over Vandet. Landet indsnævrede ikke længer Fjordene. Havet laa foran dem stort og ubegrænset.
Herude slog Vildgæssene ned paa en Klippeholm, og da de havde fast Land under Fødderne, vendte Drengen sig til Dunfin. „Hvad var det for en stor By, vi fløj over?” sagde han.
„Jeg ved ikke, hvad den hedder blandt Menneskene,” sagde Dunfin. „Vi Graagæs kalder den Byen, der svømmer paa Vandet.”
SØSTRENE.
Dunfin havde to Søstre, Vingeskøn og Guldøje. De var stærke og kloge Fugle, men deres Fjerdragt var ikke saa blød og glinsende som Dunfins, og deres Sind var ikke saa mildt og blidt. Ligefra de var smaa, gule Gæslinger, havde ogsaa Forældre og Slægtninge, ja endog den gamle Fisker, tydelig ladet dem føle, at de holdt mere af Dunfin end af dem, og derfor havde Søstrene altid hadet hende. Da Vildgæssene landede paa Skæret, gik Vingeskøn og Guldøje og græssede paa en lille grøn Plet et Stykke fra Stranden og fik straks Øje paa de fremmede.
„Ser du de prægtige Vildgæs, der slaar ned paa Øen, Søster Guldøje?” sagde Vingeskøn. „Jeg har sjælden set Fugle med saa stolt en Holdning. Og se bare! De har en hvid Gase med! Har du nogensinde set saa smuk en Fugl? Man skulde næsten tro, det var en Svane.”
