Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/363

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

357

Allerede i lang Afstand raabte de velkommen og lod saa glade over, at Dunfin var kommen hjem, at hun blev ganske rørt.

Vildgæssene befandt sig vel paa Skæret, og det blev bestemt, at de ikke skulde rejse videre før næste Morgen. Kort efter spurgte Søstrene Dunfin, om hun ikke havde Lyst til at gaa med hen at se, hvor de havde i Sinde at bygge deres Reder, Hun fulgte straks med og saa, at de havde valgt godt skjulte og beskyttede Rugepladser. „Hvor vil du nu slaa dig ned, Dunfin?“ spurgte de. — „Jeg?“ sagde Dunfin. „Jeg har ikke i Sinde at slaa mig ned her paa Skæret. Jeg følger med Vildgæssene til Lappland.“ — „Det var da sørgeligt, at du vil forlade os,“ sagde Søstrene. — „Jeg blev gerne hos jer og vore Forældre,” sagde Dunfin. „Men jeg har allerede lovet den store, hvide …” — „Hvad?” raabte Vingeskøn. „Skal du have den smukke Gase? Det er da …” — Men nu puffede Guldøje ivrigt til hende, og hun sagde ikke mer.

De to onde Søstre gik hele Formiddagen og stak Hovederne sammen. De var ganske ude af sig selv over, at Dunfin havde saadan en Frier som den hvide Gase. De havde selv Friere, men det var ikke andet end almindelige Graagæs, og nu, da de havde set Morten Gase, fandt de dem saa grimme og tarvelige, at de ikke gad se til dem. „Jeg tror, jeg tager min Død af Ærgrelse,” sagde Guldøje. „Havde det idetmindste været dig, der havde faaet ham, Søster Vingeskøn!” — „Jeg vilde ønske, han var død; saa behøvede jeg da ikke at gaa her den hele Sommer og tænke paa, at Dunfin har faaet en hvid Gase,“ sagde Vingeskøn.

Søstrene blev dog ved at være meget venlige imod Dunfin, og om Eftermiddagen tog Guldøje hende med, for at hun skulde se den, som Guldøje tænkte paa at gifte sig med. „Han er ikke saa smuk som den, du skal have,” sagde Guldøje. „Men til Gengæld kan man da være vis paa, at han er den, han er.” — „Hvad mener du, Guldøje?“ sagde Dunfin. Guldøje vilde først ikke ud med Sproget, men tilsidst slap det da ud, at hun og Vingeskøn havde talt om, at det vist ikke hang rigtig sammen med den hvide Gase. „Vi har aldrig før set en hvid Gaas følge med Vildgæssene,” sagde Søsteren, „og vi har tænkt os, at han maaske er forhekset.” — „Er I tossede? Han er jo en tam Gase,“ sagde Dunfin krænket. — „Han har en med, der er forhekset,” sagde Guldøje, „og saa kan han ogsaa gerne selv være forhekset. Er du ikke bange for, at han skal være en sort Skarv?”