358
Hun belagde sine Ord godt og gjorde den stakkels Dunfin helt forskrækket. „Du mener ikke, hvad du siger,” sagde den lille Graagaas. „Du vil bare skræmme mig.” — „2Jeg vil dit Bedste, Dunfin,” sagde Guldøje. „Jeg kan ikke tænke mig noget værre end at se dig flyve bort med en sort Skarv. Men nu skal jeg sige dig noget. Prøv at faa ham til at æde nogle af de Rødder, jeg her har samlet! Er han forhekset. saa vil det straks vise sig. Er han det ikke, bliver han den, han er.“
Niels Holgersen sad midt iblandt Gæssene og hørte paa Akkas og den gamle Gases Samtale, da Dunfin kom flyvende. „Tommeltot! Tommeltot!“ raabte hun, „Morten Gase er ved at dø! Jeg har dræbt ham!“ — „Lad mig sidde op paa din Ryg, Dunfin, og bring mig til ham!“ raabte Drengen. De fløj, og Akka og Vildgæssene fulgte ogsaa med. Da de kom til Gasen, laa han paa Jorden. Han kunde ingenting sige, han snappede blot efter Vejret. „Kildre ham under Struben og dunk ham i Ryggen!“ sagde Akka. Det gjorde Drengen, og i samme Nu hostede den store, hvide en stor Rod op, der havde sat sig fast i Halsen paa ham. „Er det dem, du har spist af?“ sagde Akka og pegede paa nogle Rødder, der laa paa Jorden. „Ja,” sagde Gasen. — „Da var det heldigt, de blev siddende i Halsen paa dig,” sagde Akka. „De er giftige. Havde du sunket dem, var du sikkert død.” — „Det var Dunfin, der bad mig æde dem,” sagde Gasen. — „Jeg fik dem af min Søster,” sagde Dunfin og fortalte det hele. — „Du skal tage dig i Vare for din Søstre. Dunfin,” sagde Akka, „for de vil dig sikkert ikke noget godt.”
Men Dunfins Sind var af den Art, at hun ikke kunde tiltro nogen noget ondt, og da Vingeskøn lidt efter kom og vilde vise hende sin Kæreste, fulgte hun straks med. „Ja, han er ikke saa smuk som den, du faar, men meget mere tapper og forvoven.” — „Hvor ved du det?“ sagde Dunfin. — „Jo, der har været stor Jammer blandt Maager og Ænder her paa Skæret i den senere Tid, for hver Morgen ved Daggry kommer der en fremmed Rovfugl og tager en af dem.” — „Hvad er det for en Fugl?“ sagde Dunfin. — „Det ved vi ikke,” svarede Søsteren. „Vi har aldrig set Mage til den her paa Skæret, og det mærkelige er, at den aldrig anfalder nogen af os Gæs. Men nu har min Kæreste foresat sig i Morgen at kæmpe med ham og jage ham bort.” — „Gid det maa gaa godt!” sagde Dunfin. — „Det er jeg bange for,
