Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/393

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

387

hørt sige paa Skansen, at den lille Spillemand var fra Helsingland.

„Godt, saa leder vi hele Helsingland igennem ligefra Lingbo til Mellansjö, ligefra Storberget til Hornslandet,” sagde Ørnen. „I Morgen inden Aften skal du faa den Mand i Tale. — „Nu lover du vist mer, end du kan holde,” sagde Drengen. — „Jeg var en daarlig Ørn, hvis jeg ikke duede til saa meget,” svarede Gorgo.

Da Gorgo og Tommeltot rejste fra Ålvkarleby, var de gode Venner, og Niels satte sig nu til at ride paa Ørnens Ryg. Derved fik han igen Lejlighed til at se noget af de Egne, han fløj henover. Saa længe Ørnen havde ham i sin Klo, havde han ikke kunnet se noget. Det var egentlig heldigt for ham, at han ikke rigtig havde vidst, hvor han var, for havde nogen fortalt ham, at han den Morgen var fløjet hen over saadanne Steder som Uppsala-Højene, det stor Østerby-Værk, Dannemora Grube og Örbyhus gamle Slot, havde han ganske vist sørget over, at han ikke havde faaet noget af alt det at se.

Ørnen bar ham nu i rask Fart hen over Gästrikland. I den sydlige Del var der ikke meget, der kunde fængsle hans Blik. Der strakte sig en Slette, næsten overalt dækket af Granskov. Men længer imod Nord bredte der sig tværs over Landet fra Dalarnas Grænse til den botniske Bugt en smuk Egn med skovbevoksede Høje, blanke Søer og brusende Floder. Her laa folkerige Sogne rundt om deres hvide Kirker, Landeveje og Jernveje krydsede hinanden, Husene laa hyggelig omgivet af grønne Træer, og blomstrende Haver sendte deres liflige Duft helt op i Luften.

Langs med Floderne var der flere store Jernværker, Mage til dem, Niels havde set i Bergslagerne. De laa omtrent med lige store Mellemrum i en Række helt ud til Havet, hvor en stor By bredte sig med sine hvide Husmasser. Norden for denne folkerige Egn tog de mørke Skove fat igen; dér var Landet ikke fladt, men hævede sig til Aase og sænkede sig til Dale som et oprørt Hav.

„Dette Land har Granskørt og Graastenstrøje paa,” tænkte Drengen ved sig selv. „Men om Livet har det et Bælte, der ikke har sin Lige i Kostbarhed, for det er broderet med blaanende Søer og blomstrende Enge, de store Jernværker smykker det som en Række ædle Stene, og til