390
Fanen, Lærere og Lærerinder gik ved Siden af, og tilsidst korn et Par Skovløbere og en Hest, der trak et Læs Fyrreplanter og Granfrø.
Dette Tog standsede ikke i nogen af de Birkelunde, der laa nærmest Landsbyen, nej, det gik højt op i Skoven. Det fulgte gamle Sæterstier, og Rævene stak forundret Hovedet ud af Hulen og syntes, det var nogle underlige Sæterfolk. Toget drog forbi gamle Kulsvierpladser, hvor der før hvert Efteraar var bygget Miler, og Korsnæbbene vendte deres krumme Næb om imod dem og kunde ikke begribe, hvad det var for nogle Kulsviere, der nu trængte ind i Skoven.
Saa naaede Toget da tilsidst op til den store, afsvedne Bjergslette. Der var Stenene ganske nøgne uden de fine Linnæaranker, der en Gang havde dækket dem, Bjergfladerne var berøvet deres smukke, sølvhvide Mos og den Fine, nydelige Rensdyrlav. Ved de sorte Vandpytter, der havde samlet sig i Kløfter og Fordybninger, voksede der hverken Skovsyre eller Kallablade. I de smaa Pletter Jord, der endnu var tilbage mellem Stenene og i Revnerne, var der ingen Bregner, ingen Skovstierner, ingen hvid Pyrola, ikke noget af alt det grønne og røde og bløde og lette og fine, der ellers dækker Skovbunden.
Det var, som om der gik en Lysning henover den graa Bjergslette, da alle Landsbyens Børn spredte sig over den. Det var da igen noget muntert og fint, frisk og rosenrødt. Det var ungt, og det groede. Maaske de kunde skaffe den forladte Stakkel lidt Liv igen.
Da Børnene havde hvilet sig og spist, fik de fat paa Hakker og Spader og begyndte at arbejde. Skovløberne viste dem, hvordan de skulde bære sig ad, og de stak den ene lille Plante efter den anden ned i alle de smaa Pletter Jord, de kunde opdage.
Mens Børnene plantede, gik de og talte helt gammelklogt med hverandre om, hvordan de smaa Planter, som de stak ned i Jorden, skulde holde paa Mulden, saa den ikke kunde blæse væk. Og ikke nok med det, men der skulde dannes ny Muld under Træerne. Og i den faldt der Frø, og om nogle Aar kunde de plukke baade Hindbær og Blaabær her, hvor der nu ikke var andet end nøgne Stene. Og de smaa Planter, de satte, vilde jo lidt efter lidt blive til store Træer. Man kunde maaske bygge store Huse eller stolte Skibe af dem.
