Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/397

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

391

Men havde Børnene ikke gaaet heroppe og plantet, mens der endnu var lidt Jord i Revnerne, saa var al Muldjorden bleven ført bort af Vind og Vand, og der var aldrig mere kommet til at vokse Skov paa Bjerget.

„Ja, det var rigtignok godt, vi kom herop,” sagde Børnene. „Det var paa høje Tid.” Og de var umaadelig vigtige.

Mens Børnene var i Arbejde oppe paa Bjerget, gik Fader og Moder hjemme, og da der var gaaet en lille Tid, længtes de efter at vide, hvordan det gik Børnene. Det var jo ikke andet end Narrestreger, naturligvis, at saadan nogle skulde plante Skov, men det kunde da ialtfald være morsomt at se, hvordan det gik dem. Og lige med eet var baade Fader og Moder paa Vej til Skoven. Da de kom ind paa Sæterstien, mødte de flere af Naboerne. „Skal I op til Brandpladsen?” — „Ja, vi skal saamænd.” — „Op at se paa Børnene?” — „Ja, op og se, hvad det er, de laver.” — „Det bliver vel ikke til andet end Leg?” — „Det er ikke rimeligt, at de kan plante mange Træer.” — „Vi har taget Kaffekedlen med, saa de kan faa lidt varmt, nu de skal leve paa tør Kost hele Dagen.”

Saa kom Fader og Moder op paa Bjerget, og først tænkte de ikke paa andet, end hvor kønt det saa ud med alle de smaa, røde Kinder paa det graa Bjerg. Men saa begyndte de at lægge Mærke til, hvordan Børnene arbejdede, hvordan nogle satte Planter ned, mens andre trak Furer og saaede Frø, og nogle ruskede Lyng op, for at den ikke skulde kvæle de smaa Træer. Og de saa, at Børnene tog Arbejdet alvorligt og var saa ivrige, at de knap havde Tid at se op.

Fader stod lidt og saa til, saa begyndte han ogsaa at ruske Lyng op. Bare for Spøg, naturligvis! Børnene var Læremestre, for nu kunde de Kunsten, og de maatte vise Fader og Moder, hvordan de skulde bære sig ad.

Det endte med, at alle de voksne, der var kommen for at se paa Børnene, tog Del i Arbejdet. Nu blev det naturligvis endnu morsommere end før. Og snart efter fik Børnene endda mere Hjælp.

De trængte til flere Redskaber deroppe, og et Par Drenge med lange Ben blev sendt ned til Byen efter Hakker og Spader. Da de løb forbi Husene, kom de, der sad hjemme, ud og spurgte: „Hvad er der paa Færde? Er der sket en Ulykke?” — „Nej, nej, men hele Byen er oppe paa Brandpladsen og planter Skov.” — „Er hele Byen deroppe, saa vil vi da ikke sidde hjemme.”