394
Landsbyer og Gaarde. De gled lyse og smilende ind mellem de mørke Bjerge, til de lidt efter lidt blev knuget sammen af dem og blev saa smalle, at de ikke havde Plads til mere end en lille Bæk.
Paa Aasen mellem Dalene holdt Naaleskoven til. Den havde ingen flad Jord at gro i, en Mængde Klippeblokke laa hulter til bulter deroppe, men Skoven dækkede det altsammen som et loddent Skind, der er bredt over et kantet Legeme.
Det var et skønt Land at se ned paa. Drengen fik ogsaa en hel Del af det at se, for Ørnen ledte efter den gamle Spillemand, Klement Larsson, og fløj fra Dal til Dal og spejdede efter ham.
Da det led ud paa Morgenen, blev der Liv og Bevægelse ved Gaardene. Dørene ind til Kostaldene, som dér i Landskabet var store og høje og havde baade Skorsten og høje, brede Vinduer, blev slaaet op paa vid Gab, og Køerne blev lukket ud. De var kønne, hvide, fint byggede og smidige, sikre paa Foden og saa muntre, at de gjorde de morsomste Spring. Kalvene og Faarene kom ogsaa ud, og det var ikke til at tage fejl af, at de var i deres allerbedste Humør.
Men hvert Øjeblik, der gik, blev der livligere paa Gaardspladserne. Et Par unge Piger med Ransler paa Ryggen gik om mellem Kvæget. En Dreng med en lang Kæp i Haanden holdt Faarene sammen. En lille Hund løb om blandt Køerne og bjæffede vredt ad dem, der vilde stange. Husbonden spændte en Hest for en Kærre og læssede denne med Smørbøtter, Osteforme og alskens Madvarer. Folk lo og sang. Baade de og Dyrene var saa fornøjede, som om de havde en rigtig Festdag for sig.
Kort efter var de allesammen paa Vej op til Skovene. En af Pigerne gik i Spidsen og lokkede for Kreaturerne med smukke, syngende Tilraab. Bag efter hende fulgte Dyrene i en lang Række. Hyrdedrengen og Hyrdehunden løb frem og tilbage for at passe paa, at ingen af Dyrene veg af fra Stien. Allerbagest kom Bonden og hans Karl. De gik ved Siden af Kærren for at hindre den i at vælte, for den Vej, de gik ad, var kun en smal, stenet Skovsti.
Enten var det Skik, at Bønderne i Helsingland sendte deres Kvæg op i Skovene paa en og samme Dag, eller ogsaa traf det sig kun saadan det Aar. Men vist er det, at Niels Holgersen saa' de muntre Tog af Folk og Fæ komme dragende ud fra hver eneste Dal og hvert eneste Hus, bøje ind i den øde Skov og
