Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/405

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

399

sit, tænkte han, at nu vilde den maaske se at finde en bedre Vej, og saa lod han den gaa videre.

Hesten gik rask frem ad, skønt den ikke havde nogen Sti at følge. Kom den til en Bjergskrænt, klatrede den op ad den saa smidig som en Ged, og naar det derefter gik nedad, samlede den Benene og rutschede ned ad de glatte Stene.

„Bare den dog maa finde hjem før Kirketid!” tænkte Provsten. »Jeg gad vidst, hvad mine Delsboer vilde tænke, hvis jeg ikke kom i Kirke i rette Tid.”

Han fik ikke lang Tid til at spekulere herover, for pludselik kom han til et Sted, som han genkendte. Det var en lille, mørk Skovsø, hvor han havde ligget og fisket sidste Sommer. Nu var han klar over, at det forholdt sig netop, som han havde frygtet. Han var dybt inde i Skovene, og Hesten gik mod Sydøst. Det var, som om den var bestemt paa at føre ham saa langt bort fra Kirke og Præstegaard som muligt.

Provsten sprang øjeblikkelig af Sadlen. Han kunde ikke saadan lade Hesten føre ham ud i de øde Egne. Han maatte hjem, og siden Hesten med Vold og Magt vilde gaa fejl, besluttede han sig til at gaa til Fods og lede Hesten, indtil de kom ind paa kendte Stier. Han viklede Tømmen om Armen og begyndte sin Vandring. Det var ingen let Sag at gaa igennem den vilde Skov i en tung Pels, men Provsten var en stærk og haardfør Mand og ikke bange for noget.

Men Hesten gjorde ham det igen besværligt. Den vilde ikke følge ham, men satte Hovene fast i Jorden og strittede imod.

Tilsidst blev Provsten vred. Han plejede aldrig at slaa den Hest, og det syntes han heller ikke, han vilde tage sin Tilflugt til nu. I Stedet for kastede han Tøjlerne og gik sin Vej. „Saa bliver vi nok nødt til at skilles her, siden du vil gaa dine egne Veje,“ sagde han.

Han havde imidlertid ikke gaaet mer end et Par Skridt, før Hesten kom efter ham, nappede ham forsigtigt i Ærmet og søgte at standse ham. Provsten vendte sig om og saa' Hesten ind i Øjnene for at udgrunde, hvorfor den teede sig saa underligt.

Siden kunde Provsten aldrig forstaa, hvor det var muligt, men sikkert er det, at saa mørkt det var, kunde han se Hestens Ansigt aldeles tydeligt og kunde læse i det, som om det havde været et Menneskes. Han kunde se, at He-