400
sten var i den frygteligste Angst og Vaande. Den saa' paa ham med et Blik, der var paa eengang bedende og bebrejdende. „Jeg har tjent dig og adlydt dig Dag efter Dag,” syntes den at sige. „Kan du ikke følge mig denne ene Nat?“
Provsten blev rørt over den Bøn, han læste i Dyrets Øjne. Det var klart, at Hesten i Nat paa en eller anden Maade trængte til hans Hjælp, og da han var en kæk og modig Mand, bestemte han sig straks til at følge den. Uden videre Tøven ledte han Hesten hen til en Sten for at stige op igen. „Gaa saa!” sagde han. „Jeg skal ikke forlade dig, naar du vil have mig med. Ingen skal kunne sige Provsten i Delsbo det paa, at han nægter at følge med den, der er i Nød.“
Og derefter lod han Hesten gaa, som den vilde, og tænkte ikke paa andet end at holde sig fast i Sadlen. Det blev en farlig og anstrengende Fart, og opad gik det næsten hele Tiden. Skoven stod saa tæt omkring ham, at han ikke kunde se to Skridt for sig, men det forekom ham, at de red op ad et meget højt Bjerg. Hesten arbejdede sig op ad de mest halsbrækkende Skrænter. Havde Provsten selv haft Tøjlerne, vilde han aldrig have drømt om at tvinge en Hest frem paa saadant Jordsmon. „Du har da vel ikke i Sinde at vove dig op paa selve Blacksaasen?“ sagde Provsten til Hesten og lo. Han vidste, at Blacksaasen laa der i Nærheden, men det var et af de højeste Bjerge i Helsingland.
Bedst som de red, mærkede Provsten, at han og Hesten ikke var de eneste, der var ude den Nat. Han hørte Stene rulle og Grene knækkes. Det lød, som naar store Dyr baner sig Vej gennem Skoven. Han vidste, at der var rigeligt med Ulve der paa Egnen, og tænkte paa, om Hesten vilde føre ham til Kamp mod de vilde Dyr.
Opad gik det, stadig opad, og jo højere de kom, jo tyndere blev Skoven.
Endelig red de henad en næsten nøgen Bjergryg, saa Provsten kunde se sig om til alle Sider.
Han saa' ud over umaadelige Landstrækninger, der gik op og ned i Aase og Klipper og overalt var dækket af mørke Skove. Det var ikke let i Mørke at finde sig til Rette, men snart kunde han ikke være i Tvivl om, hvor han befandt sig.
„Jo sandelig,“ tænkte han, „jo sandelig er det Blacksaasen,
