Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/407

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

401

jeg rider op ad; det kan ikke være andet. Der mod Vest ser jeg Järfsöklack, og mod Øst blinker Havet ude ved Agø. Mod Nord ser jeg ogsaa noget, der skinner. Det er nok Dellen. Og her dybt nede under mig ser jeg det hvide Skumsprøjt fra Niamfossen. ja, det er Blacksaasen, jeg er kommen op paa. Det er et Æventyr, maa jeg sige!“

Da de kom op paa Toppen af Bjerget, blev Hesten staaende bag en busket Gran, som om den vilde skjule sig der. Provsten hældede sig frem og bøjede Grenene til Side, saa han fik fri Udsigt.

Bjergets flade, nøgne Tinde laa udbredt foran ham, men der var ikke øde og tomt, som han havde tænkt sig. Midt paa den aabne Plads laa der en stor Klippeblok, og rundt om denne var en stor Skare Dyr forsamlet. Provsten syntes, det saa ud, som om de var kommet derhen for at holde en Slags Ting.

Nærmest ved den store Sten saa Provsten Bjørnene, stærkt og tungt byggede, saa de lignede pelsklædte Klippeblokke. De havde lagt sig ned og blinkede utaalmodigt med deres smaa Øjne. Man kunde tydeligt se, at de var staaet lige op af Vintersøvnen for at gaa til Tings, og at de havde ondt ved at holde sig vaagne. Bag ved dem sad nogle hundrede Ulve i tætte Rækker. De var ikke søvnige, men meget livligere midt i Vintermørket end nogensinde om Sommeren. De sad paa Bagbenene som Hunde, slog i Jorden med Halerne og gispede heftigt, med Tungen hængende langt ud af Gabet. Bagved Ulvene listede Losserne om, stivbenede og klodsede som store, vanskabte Katte. De lod til at være sky overfor de andre Dyr og hvæsede, naar nogen kom dem for nær. I Rækken bagved Losserne saas Jærvene, der havde Hundeansigt og Bjørnepels. De følte sig ikke vel tilpas paa Jorden, men stampede utaalmodigt med deres brede Fødder og længtes efter at slippe op i Træerne. Og bagved disse igen, over hele den aabne Plads hen til Skovbrynet, vrimlede det af Ræve, Væseler, Maarer, smaa og nydelig skabt, men med endnu vildere og blodtørstigere Øjne end de større Dyr.

Provsten kunde se alle disse Dyr ganske tydeligt, fordi hele Pladsen var oplyst. Paa den høje Sten i Midten stod nemlig Skovens Konge og holdt i sin Haand en Fyrrefakkel, der brændte med høj, rød Flamme. Skovkongen var saa høj som Skovens højeste Træ, havde Grangrenekappe og Gran-