403
Skovkongen sin Fyrrefakkel snart over det ene, snart over det andet af dem og vendte den nedad.
Hver Gang dette gentog sig, istemte Rovdyrene en høj, glad Brølen, især hvis Faklen havde sænket sig over en Ko eller et andet Storkreatur, men det Dyr, der saa Faklen sænkes over sig, udstødte et højt, skingrende Skrig, som om man havde jaget en Kniv i det, og hele den Flok, det hørte til, brød ogsaa ud i Klageskrig.
Og pludselig gik det op for Provsten, hvad det var, han saa. Han havde jo hørt Tale om dette, at Dyrene i Delsbo samledes paa Blacksaasen hver Nytaarsnat, for at Skovkongen skulde mærke de Husdyr, der i Aarets Løb skulde blive Rovdyrenes Bytte. Han følte den største Medynk med de stakkels Kreaturer, der var i de vilde Dyrs Magt, skønt de jo ikke burde have anden Herre end Menneskene.
Næppe var den første Flok borte, før der igen lød Kobjælder nede fra Skoven, og Besætningen fra en anden Gaard kom vandrende op paa Bjerget. Den kom gaaende i samme Orden som den første og tog Vejen hen til Skovkongen, der stod streng og alvorlig og mærkede det ene Dyr efter det andet til Døden. Og efter den Flok kom der uden Standsning Skare efter Skare. Nogle Flokke var saa smaa, at de kun bestod af en eneste Ko og nogle Faar. I andre var der kun et Par Geder. Disse kom aabenbart fra fattige, smaa Skovhytter, men hen til Skovkongen skulde de, og han skaanede hverken den ene eller den anden Flok.
Provsten tænkte paa Bønderne i Delsbo, der holdt saa meget af deres Husdyr. „Vidste de bare dette, vilde de sikkert ikke lade det blive ved at gaa saadan,” tænkte han. Da vilde de hellere vove deres eget Liv end lade deres Kvæg gaa ind imellem Bjørne og Ulve og faa deres Dom af Skovkongen.”
Den sidste Flok, der kom dragende, var Præstegaardens Besætning. Provsten kunde allerede i lang Afstand kende Klokkekoens Bjælde, og det kunde Hesten aabenbart ogsaa. Den kom til at ryste over hele Kroppen og stod badet i Sved. „Ja, nu er det altsaa din Tur at gaa forbi Skovkongen og faa din Dom,” sagde Provsten til Hesten. „Men vær ikke bange! Jeg forstaar nok, hvorfor du har ført mig herhen, og jeg skal ikke forlade dig.”
Det kønne Kvæg fra Præstegaarden kom nu i en lang Række frem af Skoven og gik henimod Skovkongen og de
