XL.
I MEDELPAD.
Fredag 17. Juni.
Næste Morgen var Ørnen og Niels Holgersen ude i god Tid, og Gorgo haabede, at han skulde naa langt op i Västerbotten den Dag, men saa traf det sig hverken værre eller bedre, end han hørte Drengen sige til sig selv, at i saadant et Land, som det, han nu fløj hen over, maatte det være umuligt for Mennesker at leve.
Det Land, der laa under dem, var det sydlige Medelpad, og de saa' ikke det mindste andet end vilde Skove. Men saasnart Ørnen hørte, hvad Niels sagde, raabte han straks: „Heroppe har de Skoven til Ager.“
Drengen tænkte paa, hvor stor Forskel der var mellem de lyse, gule Rugmarker med deres bløde Straa, der skød i Vejret paa en Sommer, og den mørke Naaleskov med de haarde Stammer, der krævede Aar for at modnes til Høst. „Der skal god Taalmodighed til for den, der skal have Udkommet af saadan en Ager,“ sagde han.
Mere blev der ikke talt, før de kom til et Sted, hvor Skoven var fældet og Jorden kun dækket af Træstubbe og afhuggede Grene. Da de fløj hen over Stubmarken, hørte Ørnen Drengen sige til sig selv, at det dog var et skrækkelig grimt og fattigt Sted.
„Det er en Ager, der blev mejet sidste Vinter,” raabte Ørnen straks.
Drengen tænkte paa, hvordan Høstfolkene i hans Hjemstavn kørte ud med deres Mejemaskiner i de smukke, lyse Sommermorgener og i ganske kort Tid mejede en hel Mark. Men Skovmarken blev høstet om Vinteren. Naar Sneen laa høj paa Jorden, og Kulden var strengest, saa drog Skov-
