412
knap fandtes Mage til dem i Stockholm. Rundt om Stenhusene var der et tomt Rum, og saa kom en Krans af Træhuse, der laa hyggeligt og venligt i smaa Haver, men som lod til at vide med sig selv, at de var meget ringere end Stenhusene, saa de ikke turde vove sig hen i Nærheden af dem. „Dette er nok baade en rig og mægtig By,” sagde Niels. „Det er da ikke muligt, at den magre Skovjord kan have frembragt alt dette?“
Ørnen bevægede Vingerne og fløj over til Alnøen, der laa lige overfor Sundsvall. Her blev Drengen ude af sig selv af Forundring over alle de Savværker, der fandtes langs Kysten. De laa her paa Alnøen, det ene ved Siden af det andet, og de laa paa Fastlandet lige overfor, Savværk ved Savværk, Tømmerplads ved Tømmerplads. Han talte i det mindste fyrretyve, men han troede, der var endnu flere. „Det er da mærkværdigt, at der kan se saadan ud heroppe,” sagde han. „Saadan et Liv og saadan en Bevægelse har jeg ikke set noget andet Sted paa hele Rejsen. Det er er mærkeligt Land, vi har. Hvor jeg saa kommer hen, altid er der noget for Mennesker at leve af.”
