Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/419

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

XLI.
EN MORGEN I ÅNGERMANLAND.

BRØDET.

Lørdag 18. Juni.

Da Ørnen næste Morgen var kommen et Stykke ind i Ångermanland, sagde han, at i Dag var det ham, der var sulten og maatte skaffe sig noget Mad. Han satte Niels Holgersen af i en vældig Fyr, der stod paa en høj Bjergaas, og fløj saa sin Vej.

Drengen fandt sig en god Siddeplads i en kløftet Gren og sad der og saa ned over Ångermanland. Det var en yndig Morgen, Solen forgyldte Trætoppene, en sagte Vind bevægede Naalene som i Leg, den lifligste Duft steg op fra Skoven, et pragtfuldt Landskab laa udbredt for ham, og selv følte han sig sorgløs og glad til Mode. Han syntes ikke, nogen kunde have det bedre.

Han havde fri Udsigt til alle Sider. Landet Vest for ham var fuldt af Aase og Bjergtoppe, der blev højere og vildere, jo længere borte de var. Øst for ham var der ogsaa en Mængde Aase, men de sænkede sig og blev lavere, indtil Landet nede ved Havet blev ganske fladt. Alle Vegne blinkede Aaer og Elve, der havde et besværligt Løb med Fosser og Fald, saa længe de var imellem Bjergene, men bredte sig blanke og brede, naar de nærmede sig Kysten. Den bottniske Bugt kunde han ogsaa se. Inde ved Land var den prikket af Øer og takket af Odder, men længere ude laa den klar og mørkeblaa som en Sommerhimmel.

„Dette Land ligner en Aabred, lige naar det har regnet og en Mængde smaa Bække kommer løbende ned ad den og graver Furer i den, der slynger og bugter sig og løber sammen,” tænkte Drengen. „Og kønt er det at se paa. Jeg kan nok huske, at den gamle Lap paa Skansen altid