Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/430

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

424

„Jeg begriber hverken, hvad Lærken mener med sine Enge eller Fiskemaagen med sin Skærgaard,” sagde han. „Jeg har paa hele Rejsen ikke set andet end Fyrreskove og Granskove. En Mængde store Moser og mange brusende, stride Elve er der ogsaa, men alt, hvad der ikke er Mose eller Elv, er mørk Granskov. Ingen Marker, ingen Menneskeboliger har jeg set. Vil Skovfuglenes Folk lyde mit Raad, drager det straks nordpaa.”

Efter Tjuren kom Lommen, der havde undersøgt Landstrækningen paa den anden Side Skovegnen.

„Jeg begriber ikke, hvad Tjuren mener med sin Skov, og jeg ved heller ikke, hvor Lærken og Fiskemaagen har haft deres Øjne,” sagde Lommen. „Der er næsten slet ingen Land deroppe. Ikke andet end store Søer. Mørkeblaa Fjeldsøer, omgivet af skønne Bredder, og hist og her bliver Søen til et brusende Vandfald. Jeg saa Kirker og store Landsbyer ved nogle af Søerne, men andre laa ensomme og fredede hen. Vil Indsøfuglenes Folk lyde mit Raad, drager det straks nordpaa.“

Tilsidst talte Snespurven, der havde fløjet op langs med Landegrænsen.

„Jeg begriber ikke, hvad Lommen mener med sine Søer, og det er mig ogsaa umuligt at begribe, hvad det er for et Land, Tjuren og Lærken og Fiskemaagen har set,” sagde han. „Jeg fandt et stort Bjergland deroppe mod Nord. Ingen Sletter stødte jeg paa og ingen store Skove, men Bjergtop efter Bjergtop, Fjeldvidde efter Fjeldvidde. Jeg saa Ismarker og Sne og Bjergbække med Vand saa hvidt som Mælk. Ingen Marker, ingen Enge mødte mit Øje, men store Flader dækket af Pil, Dværgbirk og Rensdyrlav. Ingen Husdyr, ingen Bønder, ingen Gaarde traf jeg paa her, men Lapper, Rensdyr og Lappetelte. Vil Fjeldfuglenes Folk lyde mit Raad, skal de straks drage nordpaa.“

Da de fem Spejdere havde talt saadan, gav de sig til at skælde hverandre ud for Løgnere og skulde lige til at flyve i Fjerene paa hverandre og slaas for at bevise Sandheden af deres Ord. Men de gamle, kloge Fugle, der havde sendt dem ud, havde med Glæde hørt, hvad de fortalte, og beroligede de kamplystne. „Kives ikke,” sagde de. „Saa meget har vi faaet ud af jeres Ord, at oppe mod Nord er der baade et stort Bjergland og et stort Indsøland og et stort Skovland og et stort Sletteland og en stor Skærgaard. Det er mere, end vi havde ventet.