425
Det er mere, end mange store Kongeriger kan rose sig af at eje inden for sine Grænser.”
DET VANDRENDE LAND.
Lørdag 18. Juni.
Nu da Niels Holgersen selv fløj henover det Land, som den gamle Lap havde fortalt om, kom han til at tænke paa hans Historie. Ørnen havde sagt ham, at den flade Kyststrækning, der laa udbredt under dem, var Västerbotten, og at de blaanende Aase langt imod Vest laa i Lapland.
Blot at sidde i god Behold paa Gorgos Ryg igen efter al den Angst, han havde udstaaet under Skovbranden, var en Lyksalighed, men selve Rejsen var ogsaa vidunderlig dejlig. Det havde været Nordenvind om Morgenen, men nu havde Vinden vendt sig, saa de havde Medvind, og der var ikke en Trækvind at mærke. Flugten gik saa jævnt, at det undertiden var, som om de stod stille i Luften. Drengen syntes, at Ørnen slog og slog med Vingerne uden at komme af Pletten. Men til Gengæld var alting under dem i Bevægelse. Hele Jorden og alt, hvad der var paa den, gled langsomt imod Syd. Skovene, Husene, Engene, Gærderne, Elvene, Byerne, Skærgaardsøerne, Savværkerne, alt var paa Vandring. Han spekulerede paa, hvor det mon altsammen vilde hen. Var det træt af at bo saa langt oppe imod Nord, og vilde det flytte sydpaa?
Imellem alt det, der bevægede sig og drog mod Syd, saa han kun een Ting, der stod stille, og det var et Jernbanetog. Det stod lige under dem, og det gik med Toget som med Gorgo, det kunde ikke komme af Pletten. Lokomotivet spyede Røg og Gnister fra sig; det kunde høres helt op til Drengen, hvordan Hjulene raslede henad Skinnerne, men Toget rørte sig ikke. Skovene gled forbi det, Vogterhusene gled forbi det, Led og Telegrafstænger gled forbi det, men Toget stod stille. En bred Elv med en lang Bro kom imod det, men Elven og Broen gled uden mindste Vanskelighed ind under Toget. Tilsidst kom en Jernbanestation farende. Statinsforstanderen stod paa Perronen med sit røde Flag i Haanden og gled ganske langsomt hen til Toget. Da han viftede med det lille Flag, sendte Lokomotivet nogle Røghvirvler i Vejret, der var endnu sortere end før, og peb ynkeligt ligesom for at beklage sig over, at det ingen Vegne kom. Men i det samme begyndte det at gaa. Ligesom Jernbanestationen og alt det øvrige gled det afsted sydpaa. Drengen saa Vogndøren blive slaaet op og de rejsende stige
