430
Heroppe begyndte Egen at sakke agterud. Den stod lidt stille, gjorde nogle tøvende Skridt og standsede saa helt. „Hvorfor følger Egen ikke længer med?“ spurgte Drengen. „Den er bange for den store Forstener,” sagde en ung, lys Birk, der gik saa glad og kæk henad Vejen, at det var en Lyst at se.
Men skønt mange var bleven tilbage, var der endnu en stor Flok, der med frisk Mod fortsatte Vandringen. Og Solhovedet rullede hele Tiden foran Toget, lo og raabte: „Fremad! Fremad! Ingen behøver at være bange, saa længe jeg er med.”
 Kebnekajse |
Toget gik videre i samme Fart. Snart var de oppe i Norrland, og nu hjalp det ikke, hvor meget saa Solen tiggede og opmuntrede. Æbletræet vilde ikke videre, Kirsebærtræet heller ikke og Havren heller ikke. Fiskestimerne i Grøfterne blev tyndere. Drengen vendte sig om til dem, der blev tilbage. „Hvorfor vil I ikke med? Hvorfor forlader I Solen?” sagde han. — „Vi tør ikke. Vi er bange for den store Forstener, der bor oppe i Lapmarken,” svarede de.
Snart havde Drengen en Fornemmelse af, at de var kommen højt op i Lapland, og her blev den vandrende Skare bestandig tyndere. Rugen, Byggen, Jordbærret, Blaabærret, Ær-
