Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/446

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

440

Men dersom nu deres Moder og Fader havde vidst det, som Børnene havde hørt i Aften, saa kunde de have taget sig i Vare, dersom de havde brændt den syge Kones Tøj, dersom de havde skuret Huset rigtig godt og ikke brugt Sengklæderne mere, havde de saa maaske levet, alle de, som Børnene nu sørgede over? Og Foredragsholderen sagde, at det kunde ingen svare paa ganske bestemt, men det var rimeligt nok, at ingen af deres nærmeste havde behøvet at dø, dersom de havde forstaaet at vogte sig for Smitten.

Nu betænkte Børnene sig lidt paa det næste Spørgsmaal, men de rørte sig ikke af Pletten, for det, de nu skulde have Svar paa, var det allervigtigste. Var det da ikke sandt, at Taterkvinden havde sendt Sygdommen over dem, fordi de havde hjulpet den, hun var vred paa? Var det ikke noget særligt, der ikke havde ramt andre end dem? — Nej, det kunde Foredragsholderen rolig forsikre dem, at det ikke var. Intet Menneske havde Magt til paa den Maade at bringe Sygdom over en anden. Og de vidste jo, at den Sygdom fandtes i hele Landet. Den havde gjort Besøg i næsten alle Hjem, skønt den ikke alle Vegne havde bortrevet saa mange som hos dem.

Og saa takkede Børnene og gik hjem. Den Aften talte de meget længe sammen.

Næste Dag gik de hen og sagde deres Plads op. De kunde ikke vogte Gæssene det Aar, de maatte et andet Sted hen. Hvor skulde de da hen? — Ja, de vilde ud at lede efter deres Fader. De maatte sige ham, at deres Moder og Søskende var døde af en almindelig Sygdom, og at det ikke var noget særligt, der var bragt over dem af et ondt Menneske. De var saa glade over, at de havde faaet det at vide. Og nu syntes de, det var deres Pligt at fortælle deres Fader det, for han gik vist endnu den Dag i Dag og grublede over det.

Først gik Børnene til deres lille Hjem paa Lyngheden i Sunnerbo, og til deres store Forundring fandt de Huset i lys Lue.

Derpaa gik de til Præstegaarden, og der hørte de, at en Mand, som var Arbejder ved Jernbanen, havde set deres Fader ved Malmberget højt oppe i Lapland. Han arbejdede den Gang i Gruben, og det gjorde han maaske endnu, men det kunde man jo ikke være sikker paa. Da Præsten hørte, at Børnene vilde ud at lede efter deres Fader, tog