442
det, at alle, der boede indenfor Døren, maatte dø, for Kosten er et Redskab, der gør rent Bord.
Var det dog ikke mærkeligt, at i vore Dage et Par Børn skulde komme til at gaa igennem Landet for en svær og farlig Sygdoms Skyld? Men de Børn skræmte ikke Folk med Riven og Kosten; de sagde tværtimod: „I skal ikke lade jer nøje med blot at rive Gaarden og feje Gulvet. I skal ogsaa bruge Skurevisken og Børsten og Sæben. Vi skal holde rent udenfor vor Dør, rent indenfor den, og vi skal selv være rene. Paa den Maade bliver vi tilsidst Herre over Sygdommen.”
LILLE MADS'S BEGRAVELSE.
Lille Mads var død. Det syntes utroligt for alle dem, der havde set ham frisk og glad for kun et Par Timer siden, men saadan var det alligevel. Lille Mads var død og skulde begraves.
Lille Mads døde tidlig en Morgenstund, og ingen andre end hans Søster Aase var inde i Stuen og saa' ham dø. „Gaa ikke efter nogen!” sagde lille Mads, da det led mod Enden, og Søsteren gjorde, som han bad. „Jeg er glad over, at jeg ikke dør af „Sygdommen“, Aase”, sagde lille Mads. „Er du ikke ogsaa?” Og da Aase ingenting svarede, vedblev han: „Jeg synes ikke, det gør noget, jeg dør, naar jeg blot ikke skal dø paa samme Maade som Moder og vore Søskende. Havde jeg gjort det, tror jeg aldrig, det var lykkedes dig at overbevise Fader om, at det kun var en almindelig Sygdom, der rev dem bort, men nu skal du se, nu gaar det nok.”
Da alt var forbi, sad Aase længe og tænkte paa, hvad hendes Broder, lille Mads, havde haft at gaa igennem, mens han levede i denne Verden. Hun syntes, han havde baaret alle Ulykker med samme Mod som en voksen. Hun tænkte paa hans sidste Ord. Saa tapper havde han altid været. Og det stod klart for hende, at naar lille Mads nu skulde i Jorden, saa burde han begraves med samme Ære som et voksent Menneske.
Hun indsaa nok, at det vilde blive svært at sætte igennem, men hun vilde saa gerne have det. Hun maatte gøre sit yderste for lille Mads's Skyld.
Aase Gaasepige var paa den Tid højt oppe i Lapland ved det store Grubefelt, der hedder Malmberget. Det var
