444
man kom rigtig i Gang med at udnytte det. Da strømmede flere tusinde Mennesker derop paa een Gang, og der var Arbejde nok til dem, men ingen Huse; dem maatte de saa skaffe sig selv, saa godt de kunde. Nogle tømrede sig Hytter af utilhugne Bjælker, andre boede i Skure, som de havde lavet sig af Kasser og tomme Dynamitbeholdere, som de lagde ovenpaa hinanden som Teglsten. Nu havde man efterhaanden faaet bygget en hel Del ordentlige Huse, men hele Stedet saa' alligevel meget underligt ud. Der var store Kvarterer med smukke, lyse Huse, men midt inde imellem dem stødte man paa den uryddede Skovjord med Træstubbe og Stene. Der var store, smukke Villaer til Inspektøren og Ingeniørerne, og der var lave, løjerlige Rønner, som var bleven staaende fra den første Tid. Der var Jernbane og og elektrisk Lys og store Maskinhuse; man kunde køre paa Sporvej helt ind i Bjergene gennem en Tunnel, der var oplyst af Glødelamper. Alle Vegne var der den vældigste Bevægelse, og det ene Tog efter det andet, belæsset med Malm, afgik fra Stationen. Men rundt omkring laa den store Vildmark, hvor der ikke blev pløjet Mark eller bygget Hus, hvor der ikke var andet end Lapper, der drev om med deres Rensdyr.
Nu sad Aase og tænkte paa, at Livet her var ligesom Stedet. For det meste gik det jo nok ordentligt og fredeligt til, men hun havde dog set baade det ene og det andet, der var vildt og underligt. Hun havde en Fornemmelse af, at det maaske vilde gaa lettere her end andre Steder at faa noget sat igennem, der var udenfor det sædvanlige.
Hun tænkte paa, hvordan det var gaaet dem, da de kom til Malmberget og spurgte efter en Arbejder, der hed Jon Assarson og havde sammenvoksede Øjenbryn. Disse sammenvoksede Øjenbryn var det, man lagde mest Mærke til i Faderens Ydre. De gjorde, at Folk havde let ved at huske ham. Børnene fik ogsaa straks at vide, at deres Fader havde arbejdet flere Aar i Malmberget, men at han nu var ude paa Vandring. Det skete tit, at han gik paa Vandring, naar Uroen kom over ham. Hvor han var gaaet hen, vidste ingen, men de var allesammen sikre paa, at han vilde komme tilbage om nogle Uger. Og da de var Jon Assarsons Børn, kunde de jo godt, mens de ventede paa ham, bo i den Hytte, han havde boet i. Saa var der en, der tog Dørnøglen frem under Dørtrinnet og lukkede Børnene ind. Ingen
