448
Der var vist kun en i hele Malmberget, der var af en anden Mening, og det var Aase Gaasepige. Sygeplejersken havde virkelig en haard Kamp med hende. Aase hverken græd eller klagede, men hun vilde ikke bøje sig. Hun sagde, at da hun ikke havde bedt Inspektøren om Hjælp, saa havde han jo ikke noget med den Ting at gøre. Han kunde jo ikke forbyde hende at begrave sin Broder, som hun vilde.
Først da flere af Konerne havde været inde hos hende og erklæret, at ingen af dem vilde komme til Begravelsen, nu da Inspektøren ikke vilde vide noget af det, gik det op for hende, at hun maatte have hans Tilladelse.
Aase Gaasepige sad et Øjeblik og betænkte sig, saa rejste hun sig pludselig. „Hvor vil du hen?“ spurgte Sygeplejersken. „Jeg bliver nødt til at gaa hen at tale med Inspektøren,” sagde Aase. — „Du tror da ikke, han bryder sig noget om, hvad du siger?“ sagde Konerne. — „Jeg tror, at lille Mads vil have, jeg skal gaa,” sagde Aase. „Inspektøren har maaske aldrig hørt, hvad for et Menneske han var.”
Aase Gaasepige gjorde sig hurtig færdig og var snart paa Vej til Inspektøren. Men nu maa man vide, at det forekom alle ganske utroligt, at et Barn som hun kunde tænke paa at rokke Inspektøren, der var den mægtigste Mand i Malmberget, fra det, han engang havde udtalt som sin Vilje. Og Sygeplejersken og de andre Kvinder kunde ikke lade være at følge hende paa Afstand for at se, om hun virkelig havde Mod til at gaa derop.
Aase Gaasepige gik midt ad Vejen, og der var noget over hende, som hun gik dér, der fik Folk til at vende sig om efter hende. Hun kom gaaende saa alvorlig og værdig som en ung Pige, der gaar op ad Kirkegulvet paa sin Konfirmationsdag. Paa Hovedet havde hun et stort, sort Silketørklæde, som hun havde arvet efter sin Moder, i den ene Haand havde hun et sammenlagt Lommetørklæde og i den anden en Kurv med Legetøj, som lille Mads havde lavet.
Da Børnene, der løb og legede paa Vejen, saa' hende komme gaaende, løb de efter hende og raabte: „Hvor skal du hen, Aase? Hvor skal du hen?” Men Aase svarede ikke. Hun havde ikke engang hørt deres Spørgsmaal. Hun gik kun videre. Og da Børnene blev ved at spørge og spørge og greb fat i hende, tog de Kvinder, der kom bagefter, dem ved Armen og holdt dem tilbage. „Lad hende gaa!” sagde de. „Hun skal op til Inspektøren og bede, om hun maa holde stor Begravelse for sin Broder, lille Mads.” Da blev ogsaa Børnene grebne af For-
