449
bavselse over, at hun vilde indlade sig paa noget saa forvovent, og en lille Flok af dem fulgte med for at se, hvordan det vilde gaa.
Dette foregik henad Klokken seks om Eftermiddagen, da Arbejdet i Gruberne hørte op, og da Aase havde gaaet et Stykke, kom flere hundrede Arbejdere gaaende med lange, hastige Skridt. De plejede ellers ikke at se hverken til højre eller venstre, naar de gik fra Arbejde, men da de mødte Aase, kunde et Par af dem se, at der var noget usædvanligt paa Færde, og de spurgte hende, hvad der var i Vejen. Aase svarede ikke et Ord, men de andre Børn raabte højt op om, hvor hun vilde hen. Da syntes nogle af Arbejderne, at dette var saa modig gjort af et Barn, at de fulgte med for at se, hvordan det vilde gaa hende.
Aase gik hen til Kontorbygningen, hvor Inspektøren plejede at sidde ved sit Arbejde til henad denne Tid. Da hun kom ind i Forstuen, gik Døren op, og Inspektøren stod for hende med Hat paa Hovedet og Stok i Haanden, paa Vej op til Inspektørboligen for at spise til Middag. „Hvem vil du tale med?” spurgte han, da han saa' den lille Pige, der kom saa højtidelig med Silkeklæde paa Hovedet og sammenlagt Lommetørklæde. „Jeg vilde gerne tale med Inspektøren selv,” sagde Aase. — „Vil du det? Ja, kom saa ind!” sagde Inspektøren og gik ind i Kontoret igen. Han lod Døren staa aaben, for det faldt ham ikke ind, at den lille Pige vilde blive der længe. Saadan gik det til, at de, der var gaaet bagefter Aase Gaasepige og nu stod i Forstuen og paa Trappen, kom til at overvære, hvad der foregik inde paa Kontoret.
Da Aase Gaasepige kom derind, rettede hun sig allerførst, skød sit Hovedklæde tilbage og saa op paa Inspektøren med sine runde Barneøjne, der havde et saa alvorligt Blik, at det skar en i Hjertet. „Lille Mads er jo død,” sagde hun, og hendes Stemme skælvede, saa hun ikke kunde komme længer. Men nu vidste Inspektøren, hvem han havde for sig. „Naa, saa du er den lille Pige, der vil holde den store Begravelse,“ sagde han venligt. „Det skal du saamænd ikke, mit Barn. Det bliver for dyrt for dig. Havde jeg bare hørt noget om det i Forvejen, skulde jeg straks have forhindret det.”
Den lille Piges Ansigt bævede, og Inspektøren tænkte, at nu vilde hun give sig til at græde, men i Stedet for sagde hun: „Jeg vil gerne spørge, om jeg maa fortælle Inspektøren noget om lille Mads?”
