Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/463

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

457

blive i Jämtland, hvor alt var uddødt. „Jeg skal føre dig, hvorhen du vil,” sagde Drengen, „men ikke før til Vinter. Nu er det Foraar, og du ved, at vi, der hører til Samefolket, maa gaa derhen, hvor vore Rensdyr fører os.”

Den svenske Pige var Barn af rige Forældre. Hun var vant til at bo under Tag, sove i Seng og spise ved Bord. Hun havde altid foragtet de fattige Fjeldfolk og syntes, at de, der boede under aaben Himmel, maatte være meget ulykkelige. Men hun var bange for at vende tilbage til sit Hjem, hvor der ikke var andet end døde. „Ja, saa lad mig da gaa med dig op paa Fjeldet,“ sagde hun til Drengen, „saa bliver jeg dog fri for at gaa her alene og aldrig høre en menneskelig Stemme.“ Det gik Drengen gerne ind paa, og saaledes kom Pigen til at følge med Rensdyrene paa deres Vandring op til Fjeldene. Hjorden længtes efter den gode Fjeldgræsning, og den gik hver Dag en lang Vej. Der blev ikke Tid til at rejse Telt. Man kunde ikke gøre andet end kaste sig ned paa Sneen og hvile lidt, imedens Renerne standsede for at græsse. Dyrene følte Søndenvinden blæse gennem deres Pels; de vidste, at den i Løbet af nogle faa Dage vilde feje Sneen bort fra Fjeldskraaningerne. Pigen og Drengen maatte skynde sig efter dem gennem smeltende Sne og over bristende Is. Da de endelig var kommen saa langt op paa Bjergene, at Naaleskoven hørte op og de forkrøblede Birketræer begyndte, hvilede de nogle Uger og ventede paa, at Sneen skulde smelte paa de øverste Fjeldvidder; derpaa drog de op til dem. Pigen klagede sig, pustede og stønnede og sagde mange Gange, at hun var saa træt, at hun maatte vende om og gaa ned til Dalene, men hun fulgte alligevel med hellere end at blive ene tilbage uden et levende Menneske at tale med.

Da de var kommen op paa Fjeldvidderne, rejste Drengen et Telt til Pigen paa en smuk, grøn Plads, der skraanede ned imod en Fjeldbæk. Da Aftenen kom, fangede han Hunrenerne med en Kastesnor, malkede dem og gav hende Rensdyrmælk at drikke. Han fandt ogsaa lidt Rensdyrost og noget tørret Rensdyrkød, som hans Folk havde gemt deroppe paa Højden, da de laa der forrige Sommer. Men Pigen klagede altid og var aldrig fornøjet. Hun vilde hverken spise Rensdyrost eller tørret Rensdyrkød eller drikke Rensdyrmælk. Hun kunde ikke finde sig i at sidde paa Hug inde i Teltet eller ligge paa den aabne Mark blot med lidt Grene under sig og et Rensdyrskind over sig. Men Fjeldfolkets Søn lo kun af alt hendes Klynkeri og blev ved at være god imod hende.