465
ikke netop Lyst til at bo der. Han kunde ikke andet end give Akka Ret, naar hun sagde, at dette Land kunde de svenske Nybyggere gerne lade være i Fred og overlade det til Bjørnene og Ulvene og Rensdyrene, Vildgæssene og Fjeldfuglene og Lemmingerne og Lapperne, der var skabt til at leve der.
En Dag fløj Akka med ham til en af de store Grubebyer, og der var det, han fandt lille Mads liggende knust af et Sprængskud ovenfor en Grubeaabning. De første Dage derefter tænkte Drengen ikke paa andet end at hjælpe den stakkels Aase Gaasepige, men da hun saa fandt sin Fader, saa han ikke mere behøvede at gøre noget for hende, holdt han mest af at gaa om hjemme i Fjelddalen, og fra den Tid gik han og længtes efter den Dag, da han skulde rejse hjem med Morten Gase og blive Menneske igen. Han vilde da gerne blive saadan, at Aase Gaasepige turde tale til ham og ikke smække Døren i lige for Næsen af ham.
Ja, det kan nok være, han var glad, da det nu gik afsted sydpaa. Han svingede Huen og raabte Hurra, da han saa den første Granskov, og paa samme Maade hilste han det første graa Nybyggerhus, den første Ged, den første Kat og de første Høns. Han fløj hen over pragtfulde Vandfald, og til højre for sig saa' han skønne Fjelde, men alt den Slags var han nu saa vant til, at han knap brød sig om at kaste et Blik paa det. Noget helt andet var det, da han straks Øst for Fjeldene fik Øje paa Kvickjocks Kapel med den lille Præstegaard og den lille Landsby. Han fandt det saa smukt, at han fik Taarer i Øjnene.
Hele Tiden traf de Trækfugle, der nu kom flyvende i meget større Flokke end i Foraaret. „Hvor skal I hen, Vildgæs?” raabte Trækfuglene. „Hvor skal I hen?” — „Vi skal til Udlandet ligesom I,” svarede Vildgæssene. „Vi skal til Udlandet.” — „Ungerne er jo ikke flyvefærdige,” raabte de andre. „De kommer aldrig over Havet med saa smaa Vinger.”
Lapper og Rensdyr havde ogsaa travlt med at flytte ned fra Fjeldene. De kom vandrende i god Orden: en Lap gik i Spidsen af Toget, saa kom Hjorden med de store Rentyre i de forreste Rækker, saa en Række Pakrensdyr, der bar Lappernes Telte og andre Ejendele, og tilsidst en syv, otte Mennesker. Da Vildgæssene saa' Rensdyrene, lod de sig dale og raabte: „Nu skal I have Tak for i Sommer! Nu skal I have Tak for i Sommer!” — „Lykke paa Rejsen, og velkommen tilbage ad Aare!“ svarede Rensdyrene.
Men da Bjørnene saa' Vildgæssene, pegede de Fingre ad
