467
Men et Par Skridt turde han da nok gaa, og nu skimtede han en Bygning lige foran sig. Den var ikke videre stor, men mange Etager høj; han kunde ikke se Taget af den. Døren var laaset, og hele Huset syntes at være ubeboet. Han forstod, at det ikke var andet end et Udsigtstaarn, og at han hverken kunde faa Mad eller Varme der. Men han skyndte sig alligevel saa hurtig han kunde tilbage til Vildgæssene. „Kære Morten Gase,” sagde han, „tag mig paa Ryggen og bær mig op paa Toppen af Taarnet derhenne! Her er saa vaadt, at jeg ikke kan sove, men der kan jeg nok finde en tør Plet at ligge paa.”
Morten Gase var straks rede til at hjælpe ham; han satte ham af paa Taarnbalkonen, og der laa Drengen og sov i god Ro, lige til Morgensolen vækkede ham.
Men da han nu slog sine Øjne op og saa sig om, kunde han i Førstningen hverken begribe, hvad det var, han saa, eller hvor han var. Han havde engang paa et Marked været inde i et Telt og set et stort Rundmaleri, og nu syntes han, at han igen stod midt i saadan et stort, rundt Telt, som havde et fint, rødt Loft, mens Væggene og Gulvet var malet som et smukt, udstrakt Landskab, hvor der var store Landsbyer og Kirker, Marker og Landeveje, Jernbane, ja, endogsaa en By. Det gik jo snart op for ham, at det ikke, virkelig var saadan, men at han stod paa Toppen af et Udsigtstaarn med den røde Morgenhimmel over sig og med rigtigt Land rundt om sig. Men det var nu saa længe siden, han havde set andet end øde Egne, at det ikke var saa underligt, at han tog det, han nu saa, og som var en tæt bebygget Egn, for et Maleri.
Der var ogsaa en anden Grund til, at Drengen antog alt, hvad han saa', for et Maleri, og det var, at ingenting havde sin rigtige Farve. Udsigtstaarnet, hvor han stod, var bygget paa et Bjerg, Bjerget laa paa en Ø, og Øen laa nær ved den østlige Bred af en stor Indsø. Men denne Sø var ikke graa, som Indsøer ellers er, men en stor Del af dens Flade var ligesaa rød som Morgenhimlen, og inde i de mange dybe Vige blinkede den næsten sort. Og saa var Landet omkring Søen ikke grønt, men skinnende lysegult med alle de afmejede Marker og den gule Birkeskov langs Bredderne. Rundt om det gule kom der et bredt Bælte af sort Naaleskov. Det var maaske, fordi Løvskoven indenfor den var saa lys, nok er det, Drengen syntes aldrig, Naaleskoven havde set saa mørk ud som den Morgen. Paa den anden Side af dette sorte saa' man i Øst lyst blaanende Høje, men langs hele den vestlige Horisont strakte der
