481
tigt Raad, og undrede sig kun over, at han ikke havde tænkt paa det før. Han lod den gamle holde Tømmerne, løsnede Rebet, der holdt paa Karrene, og kastede dem ud. Graabenene var ganske tæt ved Slæden. Men nu standsede de for at undersøge det, der blev kastet ud paa Isen, og de kørende fik igen et lille Forspring.
„Hjælper det ikke, saa kan du nok forstaa, jeg frivillig kaster mig for Ulvene,” sagde den gamle, „saa du kan slippe væk.” Idet hun sagde det, var Manden netop i Færd med at skubbe et stort, tungt Bryggekar ned fra Slæden. Allerbedst som han arbejdede paa det, holdt han inde, som om han ikke kunde bestemme sig til at kaste Karret ud. Men i Virkeligheden var hans Tanker optagne af noget helt andet. „Det kan da ikke være nødvendigt, at Hest og Mand, som er sunde og stærke, skal lade Ulvene æde en gammel Kælling for deres Skyld,“ tænkte han. „Der maa da være en anden Udvej. Ja, det maa der. Det gale er blot, at jeg ikke kan finde paa den.”
Han gav sig igen til at tumle med Bryggekarret, men saa holdt han paany inde og slog en høj Latter op.
Den gamle saa' forskrækket paa ham og tænkte, han var bleven gal, men Manden fra Hede lo af sig selv, fordi han hele Tiden havde været saa dum. Ingenting kunde være simplere end at redde dem alle tre. Han kunde ikke begribe, at det ikke straks var faldet ham ind.
„Hør nu godt efter, hvad jeg siger dig, Malene!” sagde han. „Det var flinkt af dig, at du frivillig vilde kaste dig for Ulvene. Men det behøver du ikke, for nu ved jeg, hvordan vi skal blive frelst alle tre uden at sætte nogens Liv paa Spil. Men glem ikke, at hvad jeg saa gør, saa bliver du siddende rolig paa Slæden og kører ned til Linsäll. Der vækker du Folk og fortæller dem, at jeg er alene herude paa Isen med ti Ulve omkring mig, og beder dem komme ud og hjælpe mig.”
Manden ventede nu, til Ulvene var helt henne ved Slæden. Saa væltede han det store Kar ned paa Isen, sprang selv efter og krøb ind under det.
Det var et vældigt Kar. Saa stort var det, at en hel Julebryg kunde rummes i det. Ulvene sprang op ad det, de bed i Tøndebaandene og prøvede at vælte det. Men Karret var for tungt og stod for støt. De kunde ikke faa fat paa ham, der laa derinde.
Manden fra Hede vidste, han var i Sikkerhed, og han laa og lo af Ulvene. Men snart blev han alvorlig. „Kommer jeg
