Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/488

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

482

nogensinde mere i Nød,” sagde han, „saa skal jeg tænke paa dette Bryggekar. Jeg skal tænke paa, at jeg ikke behøver at gøre mig selv Fortræd og heller ikke andre. Der er altid en tredje Udvej; det gælder bare at finde den.“

Dermed endte Bataki sin Historie. Men Niels Holgersen havde nu lagt Mærke til, at Ravnen aldrig fortalte noget, uden at han havde en ganske bestemt Mening med det, og jo længere han hørte paa ham, jo mere tankefuld blev han. „Hvorfor mon du egentlig fortæller mig den Historie?” sagde Drengen. — „Aa, jeg kom bare til at tænke paa den, mens jeg stod her og stirrede paa Sonfjeldet,” svarede Ravnen.

De fløj nu videre ned ad Ljusnan, og da der var gaaet en Times Tid, kom de til Landsbyen Kolsätt, der ligger lige paa Grænsen af Helsingland. Her slog Ravnen ned i Nærheden af en lille, lav Hytte. Den havde ingen Vinduer, men kun en Luge. Op fra Skorstenen steg der en Røg, der var blandet med Gnister, og inde fra Huset hørtes stærke Hammerslag. „Naar jeg ser paa den Smedje,” sagde Ravnen, „kommer jeg til at tænke paa, at du maaske aldrig har hørt, at der i gamle Dage skal have været saa gode Smede i Härjedalen og især i denne Landsby, at der ikke var deres Lige i hele Landet.” — „Maaske du ogsaa kan fortælle mig en Historie om dem?” sagde Drengen. — „Ja, jeg har jo hørt, at der engang var en Smed fra Härjedalen,” sagde Bataki, „der udæskede to andre Mestersmede, en fra Dalarna og en fra Värmland, til en Kappestrid i at smede Søm. Udfordringen blev modtagen, og de tre Smede mødtes her i Kolsätt. Det var Dalkarlen, der begyndte. Han smedede et Dusin Søm, der var aldeles udmærkede og ikke kunde laves bedre. Efter ham kom Värmlændingen. Han smedede ogsaa et Dusin Søm, der var aldeles udmærkede og dertil kom, at han ikke havde brugt mer end den halve Tid af, hvad Dalkarlen havde brugt. Da de, der skulde være Dommere i Kappestriden, saa' det, sagde de til Smeden fra Härjedalen, at han kunde ligesaa gerne lade være at prøve, for bedre end Dalkarlen eller hurtigere end Värmlændingen kunde han ikke smede. „Nej, jeg giver mig ikke. Der kan vel nok findes een Maade til at udmærke sig paa,” sagde Manden fra Härjedalen. Han lagde jernet paa Ambolten uden først at lægge det i Essen, hamrede det varmt og smedede det ene Søm efter det andet uden at bruge hverken Kul eller Blæsebælg. Aldrig havde man set en Smed føre Hammeren med større Mesterskab, og Smeden fra Härjedalen blev erklæret for den ypperste i Landet.”